Onde grusomme mænd der dagligt banker deres koner. De skal simpelthen kanøfles. De er udtryk for en misvækst - en uheldig repræsentation af den menneskelige race. Skulle man rydde lidt op i den menneskelige arvemasse, var det vel netop den type mænd man kunne samle en vis forståelse for at selektere mod.

Jan Sjursen (KrF) - er gået forrest i kampen mod de uheldige elementer. Han har fremsat forslag om at den salgs organismer fratages deres kone, deres hus og deres børn. Han forventer at det vil få dem til at forstå, at her i reservatet tæsker man ikke løs på hinanden.

Folketinget bakker op om Jan Sjursens initiativ. Social- og Ligestillingsminister Henriette Kjær har sammen med Justitsminister Lene Espersen igangsat en række aktiviteter til bekæmpelse af mænds vold mod kvinder. Blandet andet har man adopteret Jan Sjuresens ekspropriationsforslag. Ligestillingsministeren glemmer at man netop ikke kan dømme folk på deres køn. Justitsminister Lene Espersen overser at man ikke kan straffe folk før de er dømt. Men ekspropriationen tillades – når det gælder almenhedens bedste - og kan man forestille sig noget bedre for almenvellet end udrensningen af voldelige elementer?

Nu har Kvinder og mænd undertiden en forskellig forståelse af vold. Forskellig forståelse af hvorfor og hvordan vold opstår, og hvad den kan bruges eller misbruges til. Hvor kvinder ofte sætter grænsen der, hvor man "skyder" på hinanden med en kæp, ligger mænds grænse et helt andet sted. Her er det "fejt at sparke i skridtet", "fejt at sparke på en der ligger ned", "fejt at være to mod en".

En særlig maskulin norm hedder; "En rigtig mand slår ikke på piger". Den norm kan ikke formidles fra mor til søn, fordi den da ikke er til at skelne fra en helt anden norm : "man slår ikke på mig". Formidlet fra en far er den derimod uselvisk og derfor troværdig. Alt for mange - og stadig flere - børn vokser op med ingen eller begrænset kontakt til deres far og får derfor heller ikke de normer med i deres livsbagage.

For få år siden var det i børneinstitutioner politisk ukorrekt overhovedet at lege voldelige lege, eller at fremstille legetøjsvåben sammen med børnene. Der var nul-tolerance Man mente at de lege netop prædestinerede børn til vold. I de fleste kredse - også pædagogiske kredse - har man i dag større forståelse for den grænsesøgning der også ligger i de voldelige lege. At de faktisk kan have et socialiserende formål, og at det er vigtigt for især drenge at få afprøvet og afgrænset nogle normer.

Mænds vold mod kvinder er et af de argumenter der gang på gang trækkes frem for at legitimere mødres fortrinsstilling over fælles børn. Har en mand først stukket konen et par på kassen, betragtes han som uegnet ikke alene som ægtemand, men også som far.

Spørgsmålet om hvorfor ordene slipper op og erstattes af de mere hårdtslående argumenter, stilles simpelthen ikke. Derfor får vi heller ikke noget svar, hvilket begrænser mulighederne for at komme volden til livs - eller for blot at begrænse den. Man kan tværtimod frygte, at der iværksættes initiativer, der virker voldsbefordrende snarere end voldsdæmpende.

Rigspolitichef Ivar Boye har lavet en undersøgelse af vold mod kvinder. Det er interessant, at han og andre forskere betegner og registrerer vold mod kvinder som "hustruvold", selvom offeret og udøveren ikke lever sammen, og måske aldrig har været gift. Selv vold forvoldt af en fyr hun har samlet op i byen og inviteret med hjem, vil i statistikken optræde som hustruvold.

Rigspolitichefen finder frem til, "at 80 % af alle hustruvoldsepisoder begås af tidligere ægtefæller/samlevere". Skønt enlige mødre kun udgør 9% af alle kvinder mellem 20 og 49 år, lægger de ifølge Rigspolitichefen ryg til 63% af alle forekommende "hustru"voldsepisoder. Rigspolitichefen konkluderer; "kunne man forebygge, at enlige mødre mellem 20 og 49 år blev udsat for vold fra deres forhenværende ægtefælle/samlever, ville den samlede mængde hustruvold i det danske samfund falde drastisk".

Også udenlandske undersøgelser viser, at det at bo sammen med en mand - eller gifte sig med ham - ikke udgør en potentiel risiko for kvinder. Tværtimod er det generelle billede at mænd beskytter deres kone og børn. Kvinder der lever i familier med børn og mand har den laveste voldsrisiko overhovedet.

Britta Kyvsgaard har sammenlignet antallet af anmeldelser om vold med antallet af ofre for vold. Hun dementere at der skulle være store "mørketal" - ofre der af hensyn til deres ægtefælle ikke anmelder volden. Tværtimod finder hun fire gange så mange anmeldelser som ofre. Det kunne forklares med at falske voldsanmeldelser bruges i forbindelse med skilsmisser til at sværte modparten. Falske anmeldelser vil blive endnu mere profitable hvis regeringens handlingsplan realiseres, hvorfor vi i så fald kan forvente flere af dem.

I Foreningen Far taler vi af og til med mænd, der har slået deres koner. Men modsat den almindelige forståelse oplever vi ikke, at volden er årsag til skilsmissen. Tværtimod oplever vi, at skilsmissen og specielt den afmagtsfølelse i forhold til børnene, fædre føler i forbindelse med den, er den direkte udløser af volden. Fordi de ikke har noget at skulle have sagt. Den typiske voldsmand er ikke familiefar, men netop en der ikke længere er det. Årsagen skal søges i forældrenes forskellige juridiske stilling i forhold til deres børn. Den ubalance umuliggør en ligeværdig diskussion, og dermed også et rimeligt kompromis. Når hun spiller sin trumf – nemlig at hun kan blokere forholdet mellem far og børn, da slipper ordene op. Så har vi forladt den jævnbyrdige diskussion, fordi den netop kun fungerer i en demokratisk ramme. Dagens familier lever ikke i en demokratisk ramme.

I forbindelse med den nye børnelov, der træder i kraft til sommer, har politikerne cementeret, at mor har forældremyndigheden, og hun bestemmer om hun vil beholde den alene, dele den med far eller om hun hellere vil dele den med naboen eller sin nye elsker(inde).

Dette våben - samfundets barselsgave til mødre - har intet at gøre i den treenighed, som den nybagte familie gerne skulle være. Det er en trussel, der vil ligge og lure under enhver nok så lille konflikt, og som i høj grad vil medvirke til dens optrapning. At klæde ham helt af - så han også mister sit hus og sine ting, vil øge afmagten og dermed utvivlsomt også volden. Jan Sjursen forventer et mindre pres på kvindekrisecentrene. Det holder næppe.

Kvinders overgreb mod mænd er i deres virkning næppe bedre end hans øretæver. Krisecentrene skelner ikke mellem fysisk og psykisk vold. Hvad angår den sidste har kvinder næppe noget at lade mændene høre. Det er svært at forestille sig en mere raffineret form for psykisk vold, end at komme hjem til et tomt hus, og være afskåret fra enhver kontakt til sine børn. Den praksis anbefaler krisecentrene i dag ofte deres klientel. Mon ikke de fleste, mænd som kvinder, ville foretrække et par på hovedet fremfor den behandling? At legalisere den selvbestaltede bodeling og lave standret på stedet, løser ikke problemerne. Henriette Kjær og Lene Espersen tonser med deres initiativ benzin på de gnister der måtte være i familierne.

Rent fysisk er mænds dødelighed større end kvinders. Svenske undersøgelser viser, at skilte mænds dødelighed er seks gange større end gifte mænds. Så den psykiske vold kan være ret så blodig. En af årsagerne til overdødeligheden er selvmord. Er man derude, hjælper et politilhold næppe.

Det kan godt være at kvinder ikke kan leve sammen med en mand, der slår dem. Det kan man ikke være uforstående overfor. Men det er bestemt heller ikke let at leve sammen med en kone, der direkte eller indirekte udnytter sin fortrinsstilling over børnene til økonomisk, arbejdsmæssig eller seksuel afpresning. Eller blot til at spille trumf i diskussionen om familien nu skal i skoven eller til stranden.

At kvinder overhovedet kan spille det kort, og i stigende omfang gør det, er mindst lige så uacceptabelt for faderen, som øretæverne er for konen. De to ting kalder på hinanden!

Ordene er Churchills, og det var næppe familiepolitik, han havde i tankerne, da han sagde dem. Men de er højaktuelle i en familiepolitisk sammenhæng.

Problemerne med alternativerne er, at uanset hvor gode intentionerne med dem har været, ender de altid med et element af vold og terror i sig. Den gode diktator (M/K) findes ikke.

Demokrati på det familiepolitiske område hedder fælles forældremyndighed. Men ikke i den form vi kender den, hvor man skal være enige om alting, for det er der næppe to forældre der er. Demokrati er samtale, diskussion, kompromiser samt respekt for modpartens synspunkt. Enighed har ikke meget med demokrati at gøre. Kravet om enighed har netop ført til, at mange fædre undertrykker deres mening og erklærer sig enige i noget, de absolut ikke er enige i. Fordi de vil beholde den formelle indflydelse. De resignerer, holder kæft og bøjer sig for moderens mere eller mindre perfide eller vilkårlige indfald.

Men trykket skal jo ud før eller senere, og det kommer det så undertiden med klør fem, når der nu ikke er andre muligheder. Det vil alverdens ekspropriationer, elektroniske Falckalarmer, tåregasspray, kastrationspiller, massefremstillede polititilhold, mødrehjælpsterapier, krise- eller voldcentrer næppe forhindre. Volden bliver blot hurtigere og hårdere.

Tager man folks børn fra dem, risikerer man meget vel, at de bliver voldelige. Fordi folk generelt holder af deres børn og netop synes, at børnene er en af de få ting, det er værd at slås for. Derfor er familievoldens eneste alternativ familiedemokratiet.

Hal Koch i "Hvad er demokrati?" fra 1945

Det er beklageligt, at der - selv i Folketinget - er så ringe forståelse for demokratiets nødvendighed. De statssponsorede kvindeorganisationer modsætter sig enhver demokratisering i familieretten. De politiske partier undgår helst at tage stilling, selvom deres egen eksistens er absurd uden demokrati. Et samfund der stiller en væsentlig del af sine borgerne i et valg mellem deres børn og deres samfund underminerer sin egen eksistens.

Det er ikke nogen undskyldning, at det her jo handler om børns tarv, og demokratiet derfor må komme i anden række Alle diktatorer kæmper for en eller anden "ædel" sag. Netop fordi det handler om vores børn, er det særligt vigtigt med demokrati. Ikke alene fordi det er den eneste måde at begrænse volden, men også fordi børnene jo netop helst skal have lært demokratiets spilleregler. Det er ulykkeligt, at en hel generation vokser op med det budskab, at konflikter løses bedst med et familiemæssigt enevælde. Hvordan skal man forklare dem at andre - samfunds eller verdensanliggender - da ikke også bedst løses med et enevælde?

Konflikter er en del af livet, og som forældre skal vi vel netop med vores eksempel vise, hvordan man løser dem. Helst uden vold.

Regeringens initiativer med tocifrede millionbudgetter der utvivlsomt ender hos krisecentrene, Mødrehjælpen, Joansøstrene eller psykologforeningen vil ikke begrænse volden i hjemmene. Heller ikke skrappere sanktioner mod voldelige mænd. Det giver større afmagt = mere vold.

Den amerikanske film "Falling Down" med Michael Douglas i hovedrollen, beskriver den sociale deroute for en fraskilt mand, der udmønter sig i et kamikaze angreb på alt og alle. Faktisk skal vi være taknemmelige så længe det her i landet "kun" går ud over den enlige mor. Potentiellet i aggressionerne er lang større end som så.

I stedet for regeringens aktuelle ekspropriationsforslag vil det være mere effektivt (og billigere!) at give flere fædre forældremyndigheden alene. Der er intet der tyder på, at børnene skulle være dårligere stillet hos en enlig far end hos en enlig mor - faktisk tværtimod. Enlige fædre er blandt andet mindre voldelige mod deres børn end enlige mødre⁴. Men på trods af at fædre generelt og uomtvisteligt i stigende grad tager sig af deres børn, kommer stadig færre af dem til at bo sammen med dem efter en familieopløsning. På grund af den politiske doktrin om, at mor altid er bedst. En doktrin der også dementeres af det stigende antal enlige mødre der får tvangsfjernet deres børn.

Historien om Medea, som Euripides skrev år 431 f.v.t., handler om en skilsmisse mellem to mennesker, og om hvordan Medea i jalousi og afmagt vælger at slå sine børn ihjel, fremfor at overlade dem til faderen og hans nye frille. Dengang var det nemlig far, der sad på børnene. Moderen (Medea) havde ingen rettigheder i forhold til dem (det er kun en menneskealder siden, det blev lavet om).

Den samme historie kan vi ofte læse i formiddagspressen i dag, men med modsat fortegn. Far går amok og myrder sin familie og sig selv.

Følelserne mennesker imellem har ikke undergået de store forandringer i de mellemliggende år. Men samfundet er ændret. I dag er det mødrene, der sidder på børnene, mens fædrene har fået tildelt Medeas lidet glorværdige skurkerolle.

Historien om Medea fortæller sammen med formiddagspressens blodige familietragedier i dag, at det afgørende for vores følelser og handlinger ikke er vores køn, men vores sociale og juridiske muligheder i forhold til vores børn.

Vil man nedbringe volden er det derfor her der skal tages fat.