Politikkes kronik den 6. maj 2005
Af Kresten Lidegaard

Hvad vil du helst? Bo sammen med dine børn, bestemme de vigtige ting i deres og dit eget liv og så få en stor pose penge oveni.
Eller undvære såvel børn som indflydelse og leve med omkring 30 % chance for med tiden helt at miste kontakten med dem, og få pengeposen erstattet med en sæk regninger.
Hvor svært kan det være?
De fleste forældre vil helst det første og ingen det sidste.

Familieminister Lars Barfoed bager på et lovforslag han har arvet fra Henriette Kjær. Forslaget er dels en konsekvens af kommunalreformen, men det indeholder også ret så vidtgående ændringer. Statsamterne skal nedlægges og erstattes af 5 statsforvaltninger, der skal overtage meget af den kompetence, som i dag ligger hos domstolene.

I september sidste år blev et udvalg, bestående af især psykologer og statsamtsjurister nedsat. Det barslede i november sidste år med en betænkning, der - ikke overraskende - når frem til, at det bedste for skilsmissebørn er, at give psykologer og jurister en større rolle. De anbefaler mere mægling, rådgivning og mediation altså flere professionelle rådgivere. De forestiller sig, at tilstrækkeligt mange af slagsen kan overbevise en af forældrene om, at det er sjovere at være syg og fattig end rig og rask.
Udvalget har brugt en række nye undersøgelser som grundlag for deres arbejde. Blandt andet har Centeret for Alternativ Samfunds Analyse (CASA) i september sidste år lavet en rapport over et forsøg med konfliktmægling i statsamterne. Rapporten konkluderer; at der er ganske stor tilfredshed blandt forældre med konfliktmægling på statsamterne. En lidt farlig konklusion, da kun 58 % af de adspurgte har svaret - det er især mødrene.
Grunden til at så mange har afstået at deltage kunne jo være, at der i spørgeskemaet ikke findes et afkrydsningsfelt der er tilstrækkeligt negativt til at kunne udtrykke i hvert fald nogen brugeres oplevelser med rådgivningen. Det oplyses dog i CASA´s undersøgelse, at specielt forældre uden del i forældremyndigheden ikke er så glade.
De familier der er udtaget til undersøgelsen er ikke repræsentative. Man har bevidst gået efter familier med lavt konfliktniveau, altså familier der måske selv kunne have fundet en løsning helt uden hjælp. Derfor er det ikke overraskende når det efterfølgende konkluderes, at de familier, der har været genstand for mæglingen klare sig bedre end dem der ikke har. Konklussionen var bestilt på forhånd.
Ud fra sådan et forsøg kan man ikke konkluderer, at det vil gå ligesådan når de tunge sager lukkes ind til mægling.
Som loven i øvrigt er indrettet er det i skilsmissekonflikter ret meningsløst at tale om mægling. Der er ofte tale om antagonistiske konflikter, der især ikke lader sig løse indenfor de aktuelle juridiske rammer. Først og fremmest fordi der skal udpeges én vinder og - foruden børnene - en taber.
Selve udgangspunktet, at-nu-sætter-vi-os-ned-og-finder-ud-af-det-samnmen er en fornægtelse af, at der overhovedet er interessemodsætninger mellem parterne, og eksperter derfor kan rådgive begge parter loyalt. Det kan de ikke og det gør de ikke. De må nødvendigvis tage parti, og er der ikke fælles forældremyndighed, vil der være tale om en ren revolution, hvis de tog parti for den af forældrene der ikke har del i forældremyndigheden.
I forslaget ligger også at børnene skal høres mere, der skal lægges større vægt på deres mening. Man kan i nogen grad sige, at også børnene skal forsynes med egen "advokat", der efter at have talt med barnet en times tid - eller hvor lang tid der nu bevilliges penge til - bedre end forældrene ved hvad barnet vil.
Her vil det igen være tale om en ren revolution, hvis børn indkaldes, høres, og den børnesagkyndige efterfølgende kan citere baret for ikke at ville bo hos forældremyndighedsindehaveren. Så langt når de børn næppe.
Selv hvis de gjorde, udelukker et andet aktuelt lovforslag om fri proces, at der kan bevilliges fri proces til en sag om overførelses af forældremyndigheden. Så de børn har pænt at blive hvor de er, uanset hvad de selv synes.
Forældremyndighedens placering fortæller ikke noget om forældrenes forældreevne, men noget om deres køn. Mødre får automatisk forældremyndigheden ved barnets fødsel, mens fædre får ½ forældremyndighed, hvis mor vil dele. 15 % af alle anbringelser af børn uden for hjemmet er netop fra enlige møder, der ikke har ønsket at dele forældremyndigheden med faderen. Derfor bliver det end ikke overvejet om børnene kunne bo hos ham, frem for at blive anbragt et helt tredje sted.
Forhenværende Familieminister Henriette Kjær forslog modigt i valgkampens hede en ligestilling mellem forældrene i udgangspunktet, så de begge får del i forældremyndigheden ved barnets fødsel.  Det vil give en balance i familien og dermed begrænse konflikterne. Den balance er en forudsætning for at de overhovedet kan tale sammen og forhandle.
Fik parterne fælles forældremyndighed i udgangspunktet vil det give mulighed for en objektiv vurdering af hvad der vil være bedst for det enkelte barn og ikke blot for mor.
Mødrehjælpen, der ellers gør sig til af at ville hjælpe hele familien, har frarådet overhovedet at bringe fædrene på banen.
Henriette Kjær skal have en cadeau for sit forslag selvom hendes detalje ikke er implementeret i det aktuelle lovforslag, hvor man ikke har rørt ved mødrenes fortrinsstilling. Sidst man pillede ved loven i 1996 anbefalede det dengang eksisterende Ligestillingsråd i sit høringssvar til lovforslaget netop, at begge forældre fik fælles forældremyndighed i udgangspunktet.  Men kvindeorganisationerne fik stoppet den idé - de ville og vil åbenbart fortsat overhovedet ikke ligestilling.
Når nu vi biologisk er indrettet således, at børn udstyres med en far og en mor, og dermed med to lodder i livets lotteri, nærmere det sig overgreb på barnet, når samfundet fratager dem det ene i udgangspunktet. Især hvis det andet lod viser sig at være en nitte.
Det kan ikke være godt for barnet - det er ellers den lakmusprøve alt andet i loven skal prøves efter.
Christini Antorini og Mette Frederiksen (MF for socialdemokratiet) har forslået at det skal være vanskeligere at tage forældremyndigheden fra fædre. Men det er ikke her problemet ligger. Hvis far vil bo i Skagen og mor på Bornholm, så skal der skæres igennem på den ene eller anden måde. I dag har forældremyndigheden indhold - den der har den bestemmer blandt andet hvor børnene skal bo. Hvis det gøres vanskeligere at opløse en fælles forældremyndighed, skal man blot til at definere nye institutioner, der indeholder kompetencen.
Diskriminationen af fædre ligger først og fremmest i moderens valg af om hun nu har lyst til at dele i udgangspunktet.
Når de børnesagkyndige eksperter - jurister, psykologer eller socialrådgivere - ikke problematiserer det forhold, bliver de utroværdige. Når de lægger forældremyndighedens placering til grund for deres vurdering af fx hvor det vil være bedst for barnet at bo, svækker de deres faglige troværdighed. Mæglingen bliver under de forhold absurd.
Eller omvendt - hvis en kønsbestemmelse af forældrene er tilstrækkelig til at afgøre hvad der er bedst for barnet, er det ganske overflødigt med alle de dyre eksperter.
Mæglerne er tvunget til komme en af forældrene ned i den sorte gryde. Hvad værre er, hvis de skal dokumentere deres egen fortræffelighed, skal det helst ske frivilligt. Mæglerens opgave er, at få forældrene til at enes.
Det er måske årsagen til, at mange (især fædre) ikke kan genkende deres egne synspunkter i de referater der laves fra mæglingsmøderne, hvor de pludselig ser, at de er "enige" om at barnet skal bo hos moderen.
Andre er blevet truet, narret eller lokket til at skrive under på et stykke papir de dårligt nok kender indholdet af. Ofte vil det der står med småt være en afgivelse af forældremyndigheden.
Eksperternes anbefaling - at eksperternes rolle skal styrkes - kan næppe overraske nogen. Men konsekvensen; flere samtaler, flere undersøgelser, mere overvågning og børnebeføling, løser ingen problemer.
Statsamternes skiftende menu af børnesagkyndig rådgivning, mediation, konfliktmægling og hvordan de ellers emballerer deres produkt, er i bedste fald spild af penge. Grøfter graves til uoverstigelige kløfter. Flere eksperter gør blot afmagten større.
Fastlægges der et samvær for en af parterne, får det en række konsekvenser. Man kan nemlig ikke få samvær uden samtidig at acceptere at barnet bor hos modparten.
Barnets adresse har stor økonomisk betydning, der skal svares børnebidrag, det bliver vanskeligt at få fri proces hvis sagen ender i retten og alle de økonomiske tilskud tilfalder bopælsforældren. Statsforvaltningens forslåede mulighed for at træffe midlertidige afgørelser om forældremyndigheden har samme virkning.
Den mor, der måske i sit stille sind erkender, at de fælles børn er mest knyttet til deres far, har ofte ikke råd til at tage konsekvensen af det. For med børnene ryger boligsikring, børnefamilieydelse, børnetilskud, ekstra børnetilskud og børnebidraget skifter fortegn.
Økonomi inddrages sjældent i konfliktmæglingen, da juraen ikke giver mulighed for holdbare kompromiser. En vejledning hvor parterne bevidstgøres om de økonomiske konsekvenser af barnets adresse, virker næppe befordrende for et kompromis.
Man gør ikke barnet nogen tjeneste ved at lægge guld ned i vuggen - det gør kun kampene om vuggen hårdere.

Mai Heide Ottesen har også lavet en undersøgelse, der er brugt i forarbejdet til det foreliggende lovforslag. Hun har gennemgået 75 samværssager (5 store flyttekasser!) - den ene værre end den anden. Den røde tråd i hendes undersøgelse er, at der ikke bør være samvær, hvis der er konflikter mellem forældrene. Da der kun behøver én til at lave konflikter, betyder det i praksis, at biologiske forældre ikke skal se deres børn, hvis forældremyndighedsindehaveren ikke synes det er en god idé.
Selvfølgelig kan man finde 75 idiotiske samværsforældre. Gjorde man sig lidt umage, kunne man sikkert finde 100. Gjorde man sig endnu mere umage kunne man utvivlsomt finde mindst lige så mange tvivlsomme enevældige forældremyndighedsindehavere, der aldrig skulle have haft børn.
De tal kan vi så slå hinanden i hovedet med, men egentligt er de uinteressante.
For selvfølgelig skal idiotiske forældre hverken have forældremyndighed eller samvær. I praksis er det bare ikke så let. I virkelighedens verden er valget om man vil give 1 samvær for meget/anbringe et barn for meget eller hellere 10 for lidt.
Hvis praksis bliver at der ikke bliver nogen far hvis mor ikke synes der skal være en far, kan man forvente at rigtig mange børn mister deres far.
Her må kikke bredere end det enkelte barn. Det handler om hvilket signal samfundet sender.
Hvis praksis er, at Fogeden kommer og henter barnet hvis moderen ikke udlevere det til samvær kan fogedforretningen utvivlsomt være en ubehagelig oplevelse for det barn det går ud over. Men det vil sende et signal til mange andre om at det er en dårlig idé at sabotere samvær, og det vil i sig selv begrænse sabotagen.
Hvis det derimod er omkostningsfrit at sabotere samværet, kan vi forvente rigtigt meget sabotage.
De hårde modstandere af udgående fogedforretninger kan overveje om de heller ikke synes at fogeden skal rykke ud, når barnet ikke vil hjem efter et samvær?
Selv set ud fra det enkelte barn, falder afvejningen mellem en ubehagelig fogedudlevering på den ene side og tabet af en af deres forældre på den anden, ikke nødvendigvis ud til, at forældretabet er at foretrække. Mange af de børn, der ikke ser deres far, finder kommunen det senere nødvendigt at fjerne fra moderen. Selv ikke i den situation kan han efter lovforslag om fri proces, få den til en overførelsessag af forældremyndigheden, selvom det for alle parter vil være den bedste løsning. Måske bortset fra anbringelsesindustrien, men den kan ikke prale af mange succeshistorier og har under alle omstændigheder rigeligt at se til.

Den overordnede målsætning bør være at nedsætte antallet af skilsmisser. Ikke at forbyde dem - det holder ikke, men i første omgang forsøge at begrænse dem - om så blot en lille smule. Man må politisk erkende, at alle familieformer ikke er lige gode, det er smart at gå på to ben.
Selv et lille fald vil spare milliarder på ungdomsforsorgen, da alle de sociale problemer der rammer børn og unge, især rammer skilsmissebørn. For nylig kunne ugebrevet A4 berette, at skilsmisser går ud over børns udbytte af deres skolegang.
Man bør også udviske tankegangen om en vinder og en taber. Her har økonomi stor betydning, de fleste konflikter handler mindst lige så meget om pengeposen, som om barnet. Hvis skilsmisser overhovedet skal sponsoreres, bør parterne dele sponsoratet.
Hvis man betroede samværsforældre tilstrækkelig ansvarlighed til at selv at evne administrationen af deres forsørgerpligt på en også for barnet fornuftig måde, ville kimen til mange konflikter kunne undgås. I en tid hvor kvinder kan varetage ministerposter, kunne man jo overveje om mænd ikke kan betros at købe gummistøvler til sønnike.
Politisk er der stor opmærksomhed på proforma skilsmisser, og dermed også en erkendelse af, at der spekuleres i skilsmisser. Provenuet - for en af parterne - bliver ikke mindre, hvis hun undlader at dele i porten.
Ansvaret for transport af barnet i forbindelse med samvær bør også være et fælles ansvar. Så fik forældrene de samme, modenhedsmæssige, økonomiske og besværlighedsmæssige præmisser i deres vurdering af, hvornår Lille-Peter selv kan tage toget. Det vil - alt andet lige - skabe større enighed.
Henriette Kjærs bud om fælles forældremyndighed i udgangspunktet er et væsentligt skridt i den rigtige retning. Hvis det var lidt mere uforudsigeligt hvem der ender med at få forældremyndigheden i en tvist, kunne det motivere begge parter til reelle forhandlinger og et fornuftigt kompromis, måske endog til at blive sammen.
Vel får vi med kommunalreformen sammenlagt nogle kommuner. Måske er det vigtigere med en lov, der kan sammenlægge nogle familier. Det er - hvis man spørger børnene - netop det de vil.