CivilRetsDirektoratetSkarrildhus 1998
Andre emner
CivilRetsDirektoratet
Skarrildhus 1998
Andre emner
[Forrige dokument] [Næste dokument] [Forsiden] [Bund]
ANDRE EMNER
BØRNS PARTSSTATUS I ADMINISTRATIVE FAMILIERETLIGE SAGER
Ved underdirektør Jesper Vorstrup Rasmussen
I en tidligere Skarrildhusberetning spørges, i hvilket omfang større børn i forældremyndigheds - og samværssager kan anses som parter i forvaltningslovens forstand. Svaret var ganske kort:
"Spørgsmålet er for tiden genstand for overvejelse i Justitsministeriets lovafdeling. Når resultatet af disse overvejelser foreligger, vil Civilretsdirektoratet orientere herom".
Lovafdelingen har nu afsluttet sine overvejelser.
Efter at vi er begyndt at udsende nyhedsbreve og derved til en vis grad overflødiggør spørgsmål/svarformen, som vi har haft som tradition i så mange år, har Jonna Waage og jeg med flere temmelig indgående diskuteret indholdet af vores fremtidige Skarrildhuskurser. En af de mange relevante muligheder kan være, at vi får lejlighed til at redegøre for problemerne på en sådan måde, at vi ikke koncentrerer os om, hvordan et mere specifikt spørgsmål skal håndteres, men i stedet ser tingene i en lidt større sammenhæng.
Jeg vil derfor forsøge at se på mere end bare problemstillingen om børns partsstatus i forældremyndigheds- og samværssager. Jeg vil også gøre rede for barnets retlige placering i økonomisk og personlig henseende.
I første omgang koncentrerer jeg mig om børns stilling i økonomiske anliggender.
Et barn har retsevne - det vil sige evne til at være part i egne retsforhold. Evnen indtræder allerede fra fødslen og i visse situationer har endda et foster (nascitu-rus) retsevne.
Det er derimod ikke givet, at et barn har handleevne, der ofte opdeles i kontraktshabilitet, testationshabilitet, deliktsevne, evne vedrørende andre retsstiftende kendsgerninger og proceshabilitet.
For så vidt angår mindreårige, således som disse nu er defineret i værgemålslovens § 1, er det efter stk. 2 hovedreglen, at mindreårige ikke selv kan forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue. Efter stk. 3 er det hovedreglen, at værgerne handler på den mindreåriges vegne i økonomiske anliggender. En mindreårig har således retsevne, men som hovedregel ikke kontraktshabilitet. En række af værgens dispositioner skal endvidere godkendes af offentlige myndigheder.
Den mindreårige har normalt heller ikke proceshabilitet, jf. retsplejelovens § 257, stk. 1, og har heller ikke testationshabilitet, jf. arvelovens § 39. Derimod har mindreårige allerede fra en tidlig alder deliktsevne og også evne vedrørende andre retsstiftende kendsgerninger.
Med andre ord kan en mindreårig ikke selv indgå aftaler eller anlægge sag ved retten, men den mindreårige kan godt være part i en aftale og være sagsøger eller sagsøgt i en retssag. På grund af mindreårigheden og den dermed formodede manglende udvikling, må den mindreåriges værger dog - eventuelt med hjælp af offentlige myndigheder - handle på den mindreåriges vegne.
Både hensynet til den mindreårige selv og hensynet til omverdenen medfører imidlertid, at disse udgangspunkter kan brydes.
Den første undtagelse ligger i en medindflydelsesret. Er den mindreårige 15 år, skal værgen efter værgemålslovens § 26 spørge den mindreårige, før der træffes beslutning i vigtigere anliggender. Det gælder dog ikke, hvis den mindreårige ikke forstår sagens betydning, eller hvis det ikke kan ske uden betydelig vanskelighed. Tilsidesættelse af reglen om medindflydelse vil imidlertid kun i grove og gentagne tilfælde kunne sanktioneres ved fratagelse af værgemålet.
Der er således ikke tale om medbestemmelsesret, hvorved jeg forstår, at den mindreårige skal samtykke i værgens dispositioner. Det er værgen, der handler på den mindreåriges vegne, eventuelt efter godkendelse fra statsamtet eller andre myndigheder.
På visse områder synes det imidlertid urimeligt af hensyn til den mindreårige, hvis den pågældende ikke selv har kontraktshabilitet. Også hensynet til omverdenen kan medføre, at den mindreåriges aftaler ikke bliver ugyldige på grund af mindreårighed.
I visse situationer er den mindreårige derfor tillagt ret til selvbestemmelse, men måske således at retten kan fratages af værgen eventuelt med samtykke fra statsamtet.
Jeg tænker herved bl.a. på selverhvervsreglen for mindreårige over 15 år, jf. værgemålslovens § 42, stk. 2, nr. 1. Også midler givet til den mindreårige til fri rådighed eller friarv ved testamente er omfattet. Den mindreårige kan minsandten også, hvis den pågældende er gift men stadig mindreårig, selv indgå sædvanlige retshandler til husholdningen med den virkning, at ikke blot ægtefællen, men også den mindreårige selv, bliver forpligtet.
En mindreårig kan endvidere på egen hånd indgå rent erhvervende retshandler uden værgens samtykke. Der er jo ikke her nogen risiko for den mindreårige, blot den pågældende har forståelse for forholdet. Om andre aftaler, f.eks. arbejdsaftaler, se forældremyndighedslovens kapitel 3 og om næring værgemålslovens § 43.
Endelig har ikke mindst hensynet til omverdenen gjort, at en række aftaler, som den mindreårige har indgået på egen hånd, ikke kan rammes af ugyldighed. Jeg tænker her på f.eks. pengereglen, men også andre formueretlige regler kan nævnes i denne sammenhæng, Gældsbrevslovens §§ 14 og 19, regler i Check- og Vekselloven m.fl.
Nu skal det her jo ikke være en personretsgennemgang, men jeg har foretaget denne korte gennemgang for at se, om den personretlige tankegang, hvor det drejer sig om den mindreåriges økonomi, kan overføres til systemet vedrørende mindreåriges personlige forhold.
Det forekommer at være en vis form for paradoks, hvis en mindreårig kan være part i en retssag, men ikke på samme måde være part i en sag om personlige forhold ved administrationen. Det synes for mig også at være et paradoks, hvis en mindreårig på forskellig måde er tillagt medindflydelse, medbestemmelse eller selvbestemmelse i økonomiske forhold, men ikke i personlige forhold, som jo alt andet lige ofte er lettere at overskue for en mindreårig.
Men er barnet da part ved administrationen af familieretlige sager, f.eks. vedrørende barnets navn, adoption af barnet, børnebidrag, samvær og forældremyndigheden over barnet?
Traditionelt har man sagt nej. Det er forældrene eller efter omstændighederne andre voksne, der kan rejse sag. Det følger ofte af særlovgivningen, se f.eks. børneloven om børnebidrag, men efter denne betragtning følger det vel også af § 2 i forældremyndighedsloven, hvorefter forældremyndighedsindehaveren skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Det ligger heri, at forældremyndighedsindehaveren har adgang til at handle på barnets vegne. Barnet er således interessesubjekt og må ud fra denne synsvinkel betragtes som sagens genstand, som forældrene har "rådigheden" over. Barnets interesse er således ikke umiddelbar men alene middelbar.
Spørgsmålet om "barnets" aktindsigt efter den pågældendes fyldte 18. år i faderskabssager eller adoptionssager må således efter denne praksis afgøres efter offentlighedsloven og ikke forvaltningsloven. Praksis på dette område har efter min opfattelse været temmelig restriktiv og også for restriktiv, selvom der naturligvis også er et klart hensyn at tage til andre end barnet. Der er imidlertid igen tvivl om, at f.eks. adoptivbørn kan have en væsentlig interesse i at kende deres biologiske baggrund. Denne interesse er da også klart anerkendt i såvel Haager-konventionen om international adoption som i FN’s børnekonvention.
Vi har derfor gennem de senere år overvejet, om der skal gives adoptivbørn adgang til oplysningerne i deres adoptionssag - ikke mindst i forhold til oplysninger om deres biologiske slægt.
Disse overvejelser skal også ses i lyset af, at Kulturudvalget i forbindelse med en ændring af arkivloven i forsommeren 1997 understregede det ønskelige i, at adoptivbørn som hovedregel bør have adgang til deres sag, såfremt ikke andre hensyn afgørende strider herimod.
Resultatet af overvejelserne blev, at direktoratet i juli 1998 besluttede at lempe den hidtidige praksis med hensyn til at give adoptivbørn aktindsigt i adoptionssager - dog således at lempelsen kun sker inden for de rammer, som offentlighedsloven gav mulighed for. Med andre ord blev adoptivbørns aktindsigtsbegæringer fortsat behandlet efter offentlighedsloven. Grunden til, at vi ikke tog skridtet - at behandle sagerne efter forvaltningsloven - var, at Lovafdelingen fortsat overvejede spørgsmålet om barnets partsstatus. Vi mente derfor, at vi måtte afvente en formel afklaring af partsspørgsmålet, idet vi i modsat fald kunne komme til at udlevere flere oplysninger af personlig karakter, end vi var berettiget til.
Jeg har endnu ikke svaret på det spørgsmål, som jeg stillede tidligere. Er barnet part i vores familieretlige sager? Før jeg svarer herpå, vil jeg se på, hvad det umiddelbart synes at betyde, hvis vi fremover behandler barnet som part efter forvaltningsloven i vores familieretlige sager.
Barnet får en lang række beføjelser, f.eks.
Opregningen er ikke udtømmende.
Og lad mig så komme til svaret: Ja, barnet er efter Lovafdelingens opfattelse part efter forvaltningsloven i administrative familieretlige sager.
Henset til det stærkt øgede fokus på børn i f.eks. FN-konventionen om barnets rettigheder forekommer det nok ikke så overraskende, at et barn i familieretlige administrative sager er part i forvaltningslovens forstand. For at være part skal man have en væsentlig, retlig, direkte og individuel interesse i sagen. Er disse betingelser ikke opfyldt, når det bestemmes, at barnet skal adopteres, hvem der skal have forældremyndigheden over barnet, når barnet skal opholde sig hos en anden end den, barnet bor hos, når barnet skal have en navn o.s.v.?
Den ændrede opfattelse medfører imidlertid ikke så radikale ændringer, som man skulle tro.
Uanset at opbygningen i forældremyndighedsloven i denne sammenhæng måske ikke er helt så stringent som i værgemålsloven, fremgår det, at det er forældremyndighedsindehaveren, der har adgang til at handle på barnets vegne. Barnet er part, men partsbeføjelserne tilkommer normalt forældremyndighedsindehaveren, jf. forældremyndighedslovens § 2.
En række dispositioner, som forældremyndighedsindehaveren vil foretage, kræver imidlertid som ved værgemål godkendelse af offentlige myndigheder, der jo ved afgørelsen skal se på, hvad der vil være bedst for barnet.
Som ved værgemål er den mindreårige imidlertid ikke ganske uden indflydelse i forhold til forældremyndighedsindehaverens råden og laden. Barnet har i nogle tilfælde medindflydelse, i andre tilfælde medbestemmelse og igen i andre tilfælde egentlig selvbestemmelse. Derimod er der ikke nogen regel svarende til værgemålslovens § 26 om, at forældremyndighedsindehavere skal rådføre sig med barnet (i vigtigere anliggender). Spørgsmålet blev overvejet i forbindelse med 86-ændringen af myndighedsloven men forkastet, da en regel herom alligevel kun ville være holdningspåvirkende og derfor ikke egnet til retlig regulering. Lovgivningsstilen er siden ændret, og det kan godt være, at resultatet bliver et andet ved næste ændring af forældremyndighedsloven. Det forekommer ved en umiddelbar betragtning mærkeligt, at en værge skal rådføre sig med den 15-årige i vigtigere økonomiske anliggender, mens forældremyndighedsindehavere ikke skal rådføre sig med den 15-årige i vigtigere personlige anliggender. Den meget begrænsede sanktionsmulighed overfor den værge, der ikke spørger den 15-årige i vigtigere økonomiske anliggender, synes ikke i tilstrækkelig grad at legitimere forskellen.
På nogle særområder er barnet dog blevet tillagt rettigheder. Den mindst vidtrækkende form set med barnets øjne er, at det har ret til at blive hørt. På denne måde sikres barnet medindflydelse, selv om der ikke er egentlig pligt til at følge barnets mening.
Den høringsbestemmelse, som vi i vores dagligdag nok kender bedst, er forældremyndighedslovens § 29. Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed og samvær, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen. En tilsvarende bestemmelse findes i værgemålslovens § 4 ved beskikkelse af værge for en mindreårig.
Andre 12-årsregler findes i anden særlovgivning, eventuelt med et vist andet materielt indhold. Således i en af bistandslovens afløsere, serviceloven, hvor der altid, når et barn er fyldt 12 år, skal finde en samtale sted med barnet i forbindelse med afgørelser om foranstaltninger efter lovens kapitel 12. Der er ikke som i forældremyndighedsloven undtagelser.
Der findes også høringsregler vedrørende børn under 12 år. Efter § 58 i serviceloven skal der foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det. Der er således heller ikke her tale om en ubetinget høringsregel, og barnets mening er ifølge formuleringen af bestemmelsen ikke i forhold til andre omstændigheder tillagt særlig vægt ved afgørelsen.
I vores lovgivning findes nu mere vidtgående bestemmelser vedrørende børn under 12 år. I adoptionslovens § 6, stk. 3, og navnelovens § 14, stk. 2, skal der således foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte adoption/navneforandring, i det omfang barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption/navneforandring.
I en anden del af vores lovgivning - loven om børnebortførelser - opereres slet ikke med en 12 års grænse: Inden fogedretten afgør en sag om fuldbyrdelse af en afgørelse eller om tilbagegivelse af et barn, skal der finde en samtale sted med barnet, hvis det har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening. Loven finder i øvrigt kun anvendelse for børn under 16 år.
I nogle tilfælde er barnet tillagt en egentlig medbestemmelse, der går videre end medindflydelsesreglerne og altså tillægger barnet flere rettigheder end blot retten til at blive hørt. Det sker ved, at barnets samtykke skal foreligge, før der kan træffes beslutninger. Barnets medvirken er her i hvert fald som udgangspunkt en forudsætning for det påtænkte forhold. I nogle tilfælde er der dog adgang til at gå uden om barnet.
Inden for vores lovgivning er adoptionsloven og navneloven igen eksempler. Efter adoptionslovens § 6 må der ikke udfærdiges bevilling til et barn, der er fyldt 12 år uden den pågældendes samtykke. Det gælder dog ikke, hvis indhentelse af samtykke vil være til skade for barnet. Efter navnelovens § 14, stk. 1, kræves altid samtykke fra barnet, hvis det er fyldt 12 år, ved forandring af barnets navn.
Sådanne medbestemmelsesregler findes inden for en del af anden særlovgivning, f.eks. vedrørende religiøse spørgsmål og visse afgørelser efter folkeskoleloven.
Endelig har barnet inden for nærmere afgrænsede områder en egentlig selvbestemmelse, der altså går videre end det, som jeg tidligere har kaldt henholdsvis medindflydelse og medbestemmelse. Det er dog ikke altid givet, at forældremyndighedsindehaveren ikke skal samtykke.
Inden for vores lovgivning er loven om svangerskabsafbrydelse et eksempel. Er kvinden under 18 år, og har hun ikke indgået ægteskab, skal forældremyndighedsindehaveren samtykke i anmodningen om svangerskabsafbrydelse. Den mindreårige kan altså selv rejse sagen. Forældremyndighedsindehaveren kan dog sættes ud af spillet. Samrådet kan nemlig, når omstændighederne taler derfor, tillade, at samtykke fra forældremyndighedsindehaveren ikke indhentes. Nægter forældremyndighedsindehaveren, kan samrådet, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse. Der findes også andre eksempler på selvbestemmelsesret for personer, der ikke er fyldt 18 år, f.eks. vedrørende svangerskabsforebyggelse, lægebehandling og vedrørende begravelse.
Inden for statsamternes område springer ægteskabslovens § 4 i denne sammenhæng i øjnene. Efter § 2 skal forældrene samtykke i ægteskab, der agtes indgået af en person under 18 år.
Nægtes samtykke, kan statsamtet alligevel tillade ægteskabet. Hvem indbringer denne sag for statsamtet? Det kan ikke være forældrene, der jo er modstandere af ægteskabet. Det må være barnet selv. I sådanne tilfælde må den mindreårige have ikke blot partsstatus, men også sædvanlige partsbeføjelser, således som disse tidligere er gennemgået.
Allerede Eilschou Holm indtog dette standpunkt i den gamle lille kommenterede Offentlighedslov s. 130 i forbindelse med aktindsigt. Han skriver:
"Det må dog antages, at den, der har selvstændig partsstatus i relation til det underliggende retsforhold, også selvstændigt kan påberåbe sig bestemmelserne i § 10 (partsaktindsigt). I sager om tilladelse til at indgå ægteskab efter ægteskabslovens § 4 har ansøgeren således selv krav på aktindsigt efter § 10. I øvrigt må adgangen til aktindsigt kunne udøves af den, der handler på den pågældendes vegne".
Hvis jeg kort skal skitsere, hvad alt dette fører til, kan der vel opstilles en tretrinsraket.
3. Barnet er i særlovgivningen tillagt forskellige rettigheder. Det kan på forskellig måde have medindflydelse, medbestemmelse eller selvbestemmelse. Er barnet tillagt selvbestemmelse, skal den pågældende behandles efter forvaltningsloven, idet barnet ellers retssikkerhedsmæssigt ville blive stillet dårligere end andre i forbindelse med udøvelse af den ret, der er tillagt ved særlovgivningens bestemmelser om selvbestemmelsesret.
Det forhold, at man, når forældremyndigheden over de pågældende er faldet bort, nu skal behandle aktindsigtbegæringer efter forvaltningsloven og ikke offentlighedsloven, vil naturligvis bevirke nogle nye afgræsningsproblemer. Dem må vi så klare hen ad vejen, og eventuelt drøfte dem nærmere på næste års Skarrildhus.
Jeg synes imidlertid, at det er tilfredsstillende, at vi nu endelig har fået afklaret barnets partsstatus. Når man blader i særlovgivningen og ser, hvornår barnet er tillagt indflydelse i form af henholdsvis medindflydelse, medbestemmelse og selvbestemmelse, er det imidlertid meget vanskeligt at finde en rød tråd. Om det så skal løses gennem videreudvikling af særlovgivningen eller som foreslået af Børnerådet ved i forældremyndighedslovens § 2 at indsætte en bestemmelse, som giver større børn ret til sammen med deres forældre at træffe bestemmelse om deres personlige forhold, skal jeg ikke komme ind på i denne sammenhæng.
INDDRAGELSE AF BØRN UNDER 12 ÅR I ADMINISTRATIVE FAMILIERETLIGE SAGER
Ved underdirektør Jesper Vorstrup Rasmussen
Som bekendt blev der ved lov nr. 233 af 2. april 1997 indsat nye bestemmelser vedrørende børn under 12 år i adoptionsloven og navneloven.
Bestemmelserne, der er enslydende, er indsat i henholdsvis adoptionslovens § 6, stk. 3, og navnelovens § 14, stk. 2, og er formuleret således, at i sager med et barn under 12 år "skal der foreligge oplysninger om dets holdning til den påtænkte adoption/navneforandring i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption/navneforandring.".
En tilsvarende bestemmelse findes i servicelovens § 58, hvorefter der for børn under 12 år skal foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det. Serviceloven har dog ikke medtaget tilføjelsen om, at der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption/navneforandring.
Det fremgår af bemærkningerne til ændringerne i adoptionsloven, at "lovforslaget har til formål at gennemføre Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner i dansk ret".
Videre fremgår det af bemærkningerne, at bestemmelserne om inddragelse af børn i beslutninger, der vedrører dem, må ses på baggrund af en udtalelse om barnets rettigheder i Danmark af 15. februar 1995 afgivet af en komité, som er oprettet i henhold til FN-konventionen om barnets rettigheder, som Danmark ratificerede i 1991.
Selvom komiteen udtrykte tilfredshed med den danske udvikling på en række punkter, gav komiteen udtryk for bekymring over, at konventionens artikel om børns mulighed for at blive hørt ikke tilstrækkeligt blev afspejlet i den danske lovgivning og planlægning. På den baggrund foreslog komiteen, at Danmark overvejer at etablere mekanismer, der sikrer, at børn får mulighed for at udtrykke deres synspunkter, og at disse tages i betragtning, når der skal træffes beslutninger.
Vi kan derfor utvivlsomt lægge til grund, at Folketinget på de nævn-te områder har ønsket at inddrage børn under 12 år i sager, der vedrører dem, og at dette bl.a. er begrundet i FN konventionen om barnets rettigheder.
I relation hertil er det navnlig FN-konventionens art. 12, der er relevant. Bestemmelsen er forholdsvis bredt formuleret og fastslår, at et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, skal sikres retten til at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet, og barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed. (Herudover bestemmes det i stk. 2, at barnet med henblik herpå skal gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet).
Adoptionsudvalget foreslog da også i betænkning nr. 1323/1996 ("den gule"), at der vedrørende børn under 12 år skal foreligge oplysninger om barnets holdning til den påtænkte adoption, i det omfang barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Det skulle så endvidere fremgå af motiverne til bestemmelsen, at det vil være en følge af bestemmelsen, at barnets holdning til den påtænkte adoption inddrages i videst muligt omfang.
Centeret for Menneskerettigheder anførte ifølge bemærkningerne til lovforslaget i sit høringssvar, at en bestemmelse om, at barnets holdning til den påtænkte adoption bør inddrages i videst muligt omfang, burde indføjes i lovteksten som følge af den vægt, som Haager- og Børnekonventionen tillægger en hensyntagen til barnets ønsker og meninger. Lovforslaget blev udformet i overensstemmelse hermed, og en tilsvarende bestemmelse blev også indsat i navneloven.
Centeret for Menneskerettigheder har i øvrigt anført, at bestemmelsen om, at barnets synspunkter skal tillægges passende vægt, indebærer, at der skal tages hensyn til karakteren af det spørgsmål, der skal afgøres og barnets interesse heri, såvel som til andre involverede interesser. Jo mere indgribende forholdet er for barnet, jo større vægt må der lægges på dets synspunkter.
Groft sagt betyder dette altså, at spørgsmålet om, hvilken vægt barnets mening skal tillægges, må bero på en konkret vurdering, afhængig af, hvor indgribende forhold, der er tale om. Men at barnets mening skal spille en stor rolle, hvis barnet høres, er der ingen tvivl om.
Man skal altså gøre sig klart, at såfremt barnet under 12 år høres om sin mening, skal barnets mening tillægges stor vægt. Men hvornår skal barnet så høres? Bemærkningerne til lovforslaget siger herom:
"Bestemmelsen forudsætter, at oplysningerne om barnets holdning tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder. Da det drejer sig om børn under 12 år, er det vigtigt, at barnet ikke sættes i en situation, som det ikke kan overskue, og som det ikke har forudsætninger for at kunne tage stilling til. Der er således ikke tale om en ubetinget høringsregel.".
Der er som bekendt ikke indsat særlige bestemmelser vedrørende børn under 12 år i andre familieretlige love, f.eks. i § 29 i lov om forældremyndighed og samvær eller værgemålslovens § 4, stk. 2. Det har imidlertid altid været klart, at der ikke skulle sluttes modsætningsvist fra bestemmelsen om høring af børn, der er fyldt 12 år. Dette fremgår således allerede af forarbejderne til ændringen i 1986 af Myndighedsloven, se FT afd. A 1984-85 sp. 582. I praksis har man da også indkaldt børn under 12 år i visse sager om forældremyndighed og samvær til samtale, hvis de skønnes at have den fornødne modenhed.
Set i lyset af ændringerne i adoptions- og navneloven anførte vi i Skarrildhusberetningen sidste år, at der - afhængig af barnets modenhed og sagens omstændigheder - også i andre familieretlige sager skal foreligge oplysninger om holdningen hos et barn under 12 år, selvom de pågældende lovgivninger ikke indeholder udtrykkelige regler herom, f.eks. § 29 i lov om forældremyndighed og samvær samt § 4, stk. 2, i værgemålsloven. Vi tilkendegav samtidig på baggrund af reglerne herom i adoptionsloven og navneloven, at der ved afgørelsen i videst muligt omfang skal tages hensyn til barnets holdning.
Det er således min opfattelse, at vi på de områder, hvor der i forvejen gælder en høringsregel, som aldrig har været tænkt som en absolut grænse - og hvor der ikke er indsat særlige regler om holdningen hos børn under 12 år - naturligt må fortolke disse i lyset af
art. 12, således som Folketinget jo også gjorde ved ændringerne i
1997 af adoptions- og navneloven.
Hvis man i øvrigt sammenholder § 29 i lov om forældremyndighed og samvær og FN-konventionens art. 12, kan man se, at der i § 29 er indlagt to undtagelser i og med, at det er bestemt, at barnet ikke bør høres 1) såfremt det er til skade for barnet, eller 2) hvis det må antages at være uden betydning for sagen.
For så vidt angår kriteriet om, at barnet ikke bør høres, hvis det er til skade for barnet, kan dette også udledes af FN-konventionen. Baggrunden er, at art. 12 skal ses i sammenhæng med konventionens art. 3, hvoraf det følger, at barnets tarv skal komme i første række i alle foranstaltninger, der vedrører børn. Da en høring af et barn således ikke må stride mod barnets tarv, indeholder art. 12 ikke en ubetinget høringsregel.
Det Danske Center For Menneskerettigheder har i den førnævnte udtalelse anført, at Centeret er enig i, at art. 12 ikke er en ubetinget høringsregel, idet en høring ikke må stride mod barnets tarv, jf. FN-konventionens art. 3.
Kriteriet i § 29 om, at man kan undlade at høre barnet, hvis det er uden betydning for sagen, findes dog ikke i FN-konventionen - snarere tværtimod. Art. 12 bestemmer nemlig, at barnet skal have ret til at udtale sig om alle forhold.
En fuldstændig indførelse af art. 12 ville derfor kræve, at barnet skulle høres i alle sager om barnet. Dette vil skabe store problemer i relation i forældremyndigheds- og samværssager, idet barnet således også skulle høres i alle de sager, hvor forældrene er enige om forældremyndighed eller samvær.
Et eksempel på konsekvensen heraf vil være, at man skulle høre barnet i alle godkendelsessager, hvor forældrene er enige om ophør af fælles forældremyndighed eller overførelse af forældremyndigheden – for slet ikke at tale om anmeldelsessagerne om fælles forældremyndighed.
Eva Caspersen, der er juridisk konsulent ved Ålborg Kommune, har i Juristen i 1995 skrevet en artikel om FN-konventionen og dens efterlevelse i Danmark. Hun fremkommer med nogle interessante synspunkter - navnlig vedrørende art. 12´s betydning i relation til de situationer, hvor der er enighed mellem forældrene. Eva Caspersen anfører bl.a.:
"Efter Børnekonventionen har ethvert barn, der er i stand til at udtrykke sine synspunkter om egne forhold ret til at gøre det, og barnet har krav på, at der tillægges vægt på de synspunkter, barnet har, idet der dog skal tages hensyn til barnets alder og modenhed.
Den danske lovgivning har det stik modsatte udgangspunkt, idet personer under 18 år ikke har selvbestemmelsesret. Beslutninger om barnets forhold er henlagt til forældremyndighedsindehaveren eller værgen. Kun hvis forældremyndighedsindehaveren og værgen vil det, bliver der lagt vægt på barnets synspunkter. Dansk lovgivning indeholder undtagelser herfra, men det er og bliver undtagelser. Hertil kommer, at disse undtagelser oven i købet ofte fortolkes indsnævrende i forhold til barnets ret til at blive hørt. Et godt eksempel herpå er myndighedslovens § 26, hvorefter et barn, der er fyldt 12 år, skal høres, inden der træffes afgørelse i separations- og skilsmissesager om forældremyndighed og samværsret. Men i virkelighedens verden er det kun få procent af børnene, der bliver hørt. Barnet høres således ikke af myndighederne, hvis forældrene er enige om forældremyndigheden og samværsretten, og det er forældrene meget ofte. Denne praksis har hjemmel i en undtagelsesbestemmelse i § 26.".
Efter artiklen er myndighedslovens § 26 blevet overflyttet til forældremyndighedslovens § 29, og reglerne om indførelse af fælles forældremyndighed er blevet en anmeldelsesordning. Synspunktet må imidlertid føre til, at barnet også skal høres i f.eks. anmeldelsessager om fælles forældremyndighed, for det kunne jo være, at barnet synes, at kun mor eller far skal have forældremyndigheden.
Enhver kan sige sig selv, at det - som vores system ser ud i dag - ikke ville være muligt at høre barnet i alle de sager, hvor forældrene er enige om samværet eller i alle anmeldelses- eller godkendelsessagerne. Konsekvenserne heraf er simpelthen administrativt og økonomisk uoverskuelige. Det går jeg ud fra, at i hvert fald statsamternes personale vil være enige med mig i. Vi må derfor se i øjnene, hvis art. 12 skal gælde også i disse sager, må det ske ved en lovændring.
I forbindelse med lovændringen i 1986 anførtes det efter Retsudvalgets 2. behandling, at i alle tilfælde, hvor barnets mening er eller må antages at være af betydning for afgørelsen, skal der finde en samtale sted. "Hvor der er enighed mellem forældrene om afgørelsen i en sag om forældremyndighed, skal barnet ikke høres", jf. Folketingstidende 1984-85, tillæg B, sp. 1632.
I familieretlige sager må vi derfor inkorporere art. 12, så langt vi kan. Og i relation til lov om forældremyndighed og samvær må det ske på baggrund af principperne i lovens § 29.
Folketinget har således bestemt, at der i uenighedssager skal finde en samtale sted med et barn, der er fyldt 12 år. Det kan ikke være rigtigt, at man i højere grad skulle høre børn under 12 år end børn, der er fyldt 12 år. Derfor skal der uanset barnets alder ikke afholdes samtaler med børn i alle de sager, hvor forældrene er enige om samvær eller fælles forældremyndighed samt i godkendelsessager om ophør af fælles forældremyndighed eller overførelse af forældremyndighed.
Et andet princip i § 29, som det er vigtigt at holde fast ved, er, at der ikke skal afholdes en samtale med barnet, såfremt det må antages at være til skade for barnet. Dette kan navnlig have betydning i forhold til de "evigtkørende sager", som vi jo alle sammen kender alt for godt. Det er således vigtigt at holde sig for øje, at barnet ikke ustandselig skal indkaldes til en samtale om dette og hint. Vi skal være opmærksomme på, at barnets ret til at blive hørt ikke får den virkning, at det i for høj grad bliver lagt over på barnets skuldre at afgøre alle forældrenes konflikter.
Efter denne gennemgang af reglerne for at inddrage børn under 12 år melder det naturlige spørgsmål sig - hvornår skal barnet inddrages, samt fra hvilken alder skal barnet inddrages?
I den forbindelse vil jeg indlede med at understrege, at det er meget vigtigt at holde sig for øje, at vi i relation til dette spørgsmål, er nødt til at tage udgangspunkt i et "gennemsnitsbarn".
Men det må ikke få os til at glemme, at børn er overordentlig forskellige, og at man derfor aldrig vil kunne komme med et fast svar på, hvornår børn generelt er modne til at tage stilling til et givent spørgsmål. Man er nødt til at vurdere barnets modenhed konkret i hvert enkelt situation og undgå at fokusere for meget på aldersgrænser.
Herudover afhænger spørgsmålet naturligvis af sagens omstændigheder.
På baggrund af bemærkningerne til ændringerne i adoptions- og navneloven, som jeg tidligere har citeret, kan det udledes, at barnet ikke skal sættes i en situation, som det ikke kan overskue. Herudover er der ikke megen vejledning eller hjælp at hente i forarbejderne. Dette gælder også for FN-konventionen.
Da vi i Civilretsdirektoratet i relation til dette spørgsmål må betragte os selv som lægmænd, har vi drøftet spørgsmålet med sagkyndige, bl.a. for at afklare, om det ud fra en udviklingspsykologisk synsvinkel er muligt at sige noget generelt om, hvilke spørgsmål man overhovedet kan byde et barn at tage stilling til, samt hvilke spørgsmål man kan forvente, at et barn vil have en kvalificeret mening om - navnlig set i forhold til "gennemsnitsbarnets" alder.
Jeg har forstået på børnesagkyndige, at et barns tidsfornemmelse ud fra generel udviklingsteori ændrer sig fra det konkret bundne til det mere abstrakte, og at de fleste børn i 7 - 9 års alderen udvikler en så abstrakt tænkning, at de begynder at kunne forstå tidens udstrækning. Fra denne alder kan børn således begynde at tage stilling til mere generelle spørgsmål, som ikke knytter sig til konkrete holdepunkter.
Spørgsmålet om fra hvilken alder man kan bede et barn tage stilling til forskellige spørgsmål, afhænger derfor overordentligt meget af sagens kompleksitet - navnlig om der er tale om konkrete forhold eller mere abstrakte forhold.
Der er ingen tvivl om, at sagernes forskellighed naturligt må føre til forskelle i, hvornår børn skal inddrages.
Lov nr. 233 fra 1997, der vedrører ændringerne af navneloven og adoptionsloven, er et illustrerende eksempel på, hvor forskelligartede de familieretlige sager kan være. Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om større modsætninger end ændring af fornavn overfor spørgsmålet om adoption med alle konsekvenserne af en adoption.
Ændring af et barns fornavn må vel siges - set med barnets øjne - at være et af de familieretlige spørgsmål, som berører et barn mest direkte. Det er samtidig et overskueligt spørgsmål, som et barn kan forholde sig helt konkret til. Dette hænger sammen med, at et fornavn knytter sig til selve barnets identitet. Barnet kan derfor allerede fra en meget tidlig alder forholde sig til, om det ønsker fornavnet ændret - eller måske snarere - at det ikke ønsker navnet ændret.
Jeg har da også forstået på børnesagkyndige, at en navneændring er et spørgsmål, som et normalt udviklet barn meget tidligt kan forholde sig til.
Som lægmand får det mig til at rette blikket mod mine egne børn. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min søn Kasper på 9 år har en helt klar holdning til spørgsmålet om, hvorvidt hans fornavn skal ændres til Børge. Jeg er heller ikke i tvivl om, at han har haft en mening om dette i flere år. Cecilie på 5 år ved også godt, at hun er Cecilie.
Med hensyn til ændring af mellem- og efternavn har de nok ikke lige så tidligt haft en lige så klar mening.
Ændring af mellem/efternavn eller mere tekniske navneændringer - f.eks. Christopher med ph - er spørgsmål, som er sværere at forholde sig til. Jeg tror derfor nok, at barnet bør være lidt ældre for at tage stilling hertil, end hvis der er tale om en grundlæggende fornavnsændring. Jeg er dog overbevist om, at et barn forholdsvis tidligt har en mening også om disse spørgsmål.
En gennemgang af vores praksis på navneområdet viser, at vi ikke har eksempler på sager, hvor der er taget stilling til de nye bestemmelser i navnelovens § 14, stk. 2. I en række sager, hvor statsamtet har forelagt selve ansøgningen om navneændring for Civilretsdirektoratet, har vi dog af egen drift henledt statsamtets opmærksomhed på iagttagelse af navnelovens § 14, stk. 2. I disse situationer har børnene været 10-11 år gamle. I fredags henledte vi opmærksomheden på § 14, stk. 2, i et tilfælde, hvor barnet var 8 1/2 år. Det drejede sig om en efternavnsændring. Endvidere har vi i et enkelt tilfælde gjort et statsamt opmærksom på, at der ikke bør udvikles en fast intern praksis (når barnet var 10 år) for, hvornår man hører et barn. Dette må som aftalt bero på en konkret vurdering.
Heroverfor står adoptioner, som navnlig på grund af de afledede virkninger af adoptionen er et meget mere komplekst og abstrakt spørgsmål. Sagens abstraktion betyder, at det er langt vanskeligere for barnet at forholde sig til dette spørgsmål end f.eks. til spørgsmålet om ændring af fornavn.
Da vi naturligvis bør sikre os, at børn forstår konsekvensen af det, som vi beder dem tage stilling til, skal man nok generelt være forsigtig med ikke at gå for langt ned, før man hører barnet i disse spørgsmål. Den umiddelbare virkning af en stedbarnsadoption er for barnet ofte ikke stor. Barnet bliver jo boende hos mor og stedfar. Men de afledede virkninger: forældremyndighed, værgemål, forsørgelse, navn, arveret og meget mere er svære at forstå. Kan et barn under 12 år virkelig forstå det? Svaret er ja - for det siger den nye regel i adoptionsloven, at de kan.
For mig at se er vi her på et af de mest abstrakte områder, og man kan vel ikke forvente, at barnet skal kunne overskue de vidtrækkende konsekvenser af en adoption. Man skal derfor nok være forsigtig med at inddrage børnene fra et tidligt tidspunkt på dette område. Er der derimod tale om familieskift, f.eks. fra et land til at andet (kultur-skiftesituation) er situationen omring dette forhold anderledes.
En gennemgang af vores praksis viser, at vi kun i meget begrænset omfang har haft lejlighed til at tage stilling til den nye bestemmelse i adoptionslovens § 6, stk. 3.
I nogle enkelte sager på adoptionsområdet har direktoratet dog lagt til grund, at der ikke er anledning til at høre barnet, hvis det i øvrigt af sagen fremgår, at adoptionen ikke vil kunne gennemføres. Dette er særligt klart, hvis adoptionsansøgningen må afslås, allerede fordi adoptionslovgivningens betingelser for at gennemføre adoptionen ikke er opfyldt. Som eksempler herpå kan nævnes, at forældremyndighedsindehaveren ikke vil samtykke til adoptionen, at adoptanten ikke opfylder adoptionslovens minimumsalderskrav på 18 år eller at den stedfar, som ønsker at adoptere sin ægtefælles særbarn, kun har samlevet med den biologiske mor i ganske kort tid.
At høre barnet i sådanne situationer vil ikke tjene noget fornuftigt formål og vil i givet fald kun påføre barnet en urimelig belastning.
Ud fra tilsvarende overvejelser kan man efter vores opfattelse også undlade at høre barnet i en situation, hvor det er klart, at adoptionen ikke kan gennemføres, fordi den af barnets forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, protesterer mod adoptionen i forbindelse med afgivelsen af en § 13-erklæring.
Efter adoptionslovens § 13 er det ganske vist ikke en ubetinget gyldighedsbetingelse for at gennemføre adoptionen, at den af forældrene, der er uden del i forældremyndigheden, er indforstået med adoptionen - i modsætning til hvad der som den absolutte hovedregel gælder i relation til forældremyndighedsindehaveren. Der skal imidlertid vægtige grunde til at se bort fra en protest fra en biologisk far eller mor, også selvom den pågældende alene skal afgive erklæring i medfør af adoptionslovens § 13.
Er det klart, at sådanne vægtige grunde ikke er til stede, er der efter vores opfattelse ikke anledning til at høre barnet.
Der er i den sammenhæng grund til at være opmærksom på, at den biologisk mor eller far vil have en selvstændig interesse i relation til spørgsmålet om bortadoption af den pågældendes barn. Også at denne interesse er anerkendt i og beskyttet af såvel børnekonventionens artikel 21 som menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Indholdet og rækkevidden af bestemmelserne i henholdsvis børnekonventionens artikel 21 og menneskerettighedskonventionens artikel 8 er et emne, som i sig selv kunne være et indlæg værd. Jeg vil imidlertid her begrænse mig til at fremhæve, at disse konventioner ikke udelukker, at der kan ske bortadoption af et barn, selv om en eller begge forældre protesterer. I forhold til menneskerettighedskonventionens artikel 8 må det dog antages, at der stilles relativt strenge krav til begrundelsen for en bortadoption, når en af forældrene protesterer, og at afgørelsen skal være udtryk for en rimelig afvejning af de modsatrettede interesser.
Direktoratet står i øvrigt foran at skulle afgive en udtalelse til Folketingets Ombudsmand bl.a. om betydningen af børnekonventionens artikel 21 og menneskerettighedskonventionens artikel 8 i en konkret sag, hvor man har tilladt en stedbarnsadoption på trods af den biologiske fars protester. I den konkrete sag er der tale om, at faderen og barnet ikke havde haft kontakt i en længere årrække, men at faderen flere gange havde søgt men fået afslag på samvær. Problemstillingen er meget interessant, og vi vil naturligvis sørge for at orientere statsamterne - formentlig gennem direktoratets nyhedsbrev - når ombudsmandens udtalelse foreligger.
Hvis barnet er blevet hørt i anledning af en påtænkt adoption og under samtalen har udvist den fornødne modenhed, opstår der herefter spørgsmål om, hvilken vægt barnets mening skal tillægges. Vi har endnu ikke haft lejlighed til at tage stilling hertil i forbindelse med behandlingen af konkrete adoptionssager. Udgangspunktet i adoptionslovens § 6, stk. 3, er imidlertid klart. Barnets holdning skal tillægges vægt i videst muligt omfang. På denne baggrund kan der ikke herske tvivl om, at der skal foreligge meget vægtige grunde for at påtvinge barnet en adoption, som barnet ikke ønsker. Centeret for Menneskerettigheder har da også anført, at barnets synspunkter vil kunne føre til en opgivelse af adoptionsprojektet.
Omvendt vil barnets indforståelse med en påtænkt adoption kunne understøtte adoptionsprojektet. Selvom barnet er indforstået med adoptionen, skal der dog stadig foretages en selvstændig vurdering af, om adoptionen er til gavn for barnet, jf. herved også børnekonventionens art. 3. - som jeg tidligere har været inde på. I denne sammenhæng vil barnets holdning kunne indgå med betydelig vægt, men helt bundet af barnets synspunkter er myndighederne ikke. Barnets holdning må således afvejes mod oplysninger, der måtte tale mod adoptionen.
Endvidere kan der også blive tale om at inddrage andre interesser i beslutningsprocessen. Her tænker jeg navnlig på forældrene. Og hensynet til disse interesser vil også efter omstændighederne kunne få afgørende betydning for afgørelsen.
"Gennemsnitbarnets" alder må også overvejes i relation til spørgsmålet om værgemål efter § 4, stk. 2. Hvem skal være barnets økonomiske værge? Problemstillingen synes temmelig abstrakt for et barn. Man kan næppe forvente, at et barn på 8-9 år skal kunne overskue, om onkel Sten eller onkel Frank er bedst til at varetage barnets økonomiske forhold. Jeg mener derfor, at man også på dette område bør være varsom med at inddrage barnet på et alt for tidligt tidspunkt.
I samværssagerne har vi i det sidste år ofte været i tvivl om, hvilken vægt man kan tillægge mindre børns mening. Og om hvor langt ned i alder man kan gå i disse ofte vanskelige sager.
Da der som tidligere nævnt ikke er så megen hjælp at hente - hverken i forarbejderne til ændringerne i navne- og adoptionsloven eller i selve FN-konventionen - synes jeg ikke, at det er så overraskende, at der måske nok har været en til tider uensartet praksis vedrørende høring af børn under 12 år.
Udgangspunktet må imidlertid tages i, at samværssager er utrolig forskelligartede. Nogle drejer sig om bittesmå petitesser og andre, om der skal være kontakt mellem et barn og en af barnets forældre.
Spørgsmålet om barnets inddragelse må derfor i høj grad afhænge af sagens omstændigheder.
Som nævnt tidligere må det være centralt for, hvornår barnet bør høres, hvor konkret et spørgsmål, der er tale om for det enkelte barn. Dette har betydning for, hvornår barnet kan forventes at kunne overskue konsekvenserne heraf.
Ved spørgsmål om f.eks. samvær juleaften, feriens placering og mindre ændringer i længden heraf samt afhentnings- og afleveringstidspunkter er det ifølge børnesagkyndige normalt ikke betænkeligt at tillægge barnets mening selvstændig vægt allerede fra 8 - 9 års alderen, netop fordi der er tale om så overskuelige spørgsmål.
Endvidere har børn generelt nemt ved at huske begivenheder som ferier og nok navnlig juleaften. Fordi der er noget konkret at tage udgangspunkt i, har de også relativt tidligt en holdning hertil. På grund af børns tidsfornemmelse kan det dog måske også have betydning, hvor lang tid der er til julen eller den begivenhed, som barnet skal tage stilling til.
I de situationer, hvor der er tale om et helt konkret spørgsmål eller to klare alternativer, som der ikke er tvivl om, at barnet kan forholde sig til, mener jeg som udgangspunkt, at man kan tillægge et barns mening selvstændig vægt fra et tidligere tidspunkt, end hvis der er tale om mere indgribende afgørelser.
Til brug for vores overvejelser om barnets mening har vi gennemgået vores praksis på området. Denne gennemgang har vist, at langt hovedparten af de sager, hvor der er afholdt en samtale med et barn under 12 år, drejer sig om spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet skal være samvær.
Det er således sjældent, at barnet bliver hørt om mindre spørgsmål, så som om barnet skal rejse alene, afhentnings- og afleveringstidspunkter, feriens længde, jul osv.
Man kan derfor overveje, om man i højere grad end tidligere bør indkalde barnet i forbindelse med disse spørgsmål, eksempelvis i sager med transportproblemer. Hvis en forældremyndighedsindehaver giver udtryk for, at et barn ikke bør foretage en tog eller busrejse alene, kunne det måske nok være relevant at spørge barnet, om det føler sig trygt.
Dette vil også - udover at være i god overensstemmelse med art. 12 - give os noget mere objektivt at træffe afgørelse udfra, idet der i vidt omfang kan lægges vægt på barnets subjektive mening i de situationer, hvor vi har frigjort os fra tidligere tiders formodningsregler til fordel for forældremyndighedsindehaveren.
Det må dog fortsat bero på en konkret vurdering, om der bør afholdes en samtale med barnet. I nogle tilfælde kan mindre spørgsmål - så som om afhentningstidspunktet i forbindelse med hverdagssamvær skal være kl. 17 eller kl. 18 - være en så integreret del af forældrenes magtkampe, at det vil være uhensigtsmæssigt at inddrage barnet også i dette spørgsmål. I andre tilfælde vil det være nærliggende at spørge barnet, om det helst vil til fodboldtræning mellem kl. 17 og 18, eller om det hellere vil være sammen med samværsforælderen fra kl. 17.
Dette kan navnlig være relevant, når barnet når den alder, hvor fritidsinteresser og kammerater må antages at begynde at veje tungere for et barn end en fraværende forælder. Ifølge de børnesagkyndige begynder dette ved 9 - 10 års alderen, og fra omkring 11 år og opefter kan hyppigheden af samværet begynde at blive et irritationsmoment for barnet.
Det er imidlertid ikke nødvendigt at inddrage barnet, hvis barnets mening vil være uden betydning, f.eks. fordi problemet er forældrenes arbejdstider.
Ved mere vidtrækkende beslutninger – mere abstrakte forhold - så som om barnet ønsker samvær med den, som barnet ikke bor sammen med, er det efter min opfattelse langt mere kompliceret. Dette gælder navnlig i de situationer, hvor et barn giver udtryk for, at det ikke ønsker samvær.
Jeg er bekendt med, at mange børnesagkyndige er af den opfattelse, at man også ved disse vidtrækkende beslutninger kan tillægge barnets mening vægt helt ned til 8-9 årsalderen. Men jeg hørte også Kirsten Dreyer sige, at børn op til 10 år kan komme til at se således på det, at den, der flytter, må bære omkostningerne.
Jeg har ikke noget grundlag for som lægmand at betvivle, at børn i 8-9 årsalderen har en mening om også disse forhold. Men jeg må indrømme, at jeg personligt forholder mig tvivlende overfor, om et barn på 8 - 9 år kan overskue konsekvenserne af at fravælge den ene af sine forældre måske for en lang periode.
I relation hertil er det også et interessant aspekt, om folk generelt tror på, at dette er tilfældet. Man kan her drage en parallel til almindelige habilitetsregler om, at det ikke er nok, at man er habil - man skal også for omverdenen fremstå som habil.
Min personlige opfattelse er, at det er vanskeligt at få folk til at tro på og godtage, at et 8 - 9 årligt barn kan overskue konsekvenserne af at fravælge den ene af sine forældre. Få dem til at tro på, at det, som barnet giver udtryk for, er barnet egen mening - og ikke andres.
Indtil vores udmelding på Skarrildhus sidste år har vi som udgangspunkt ikke inddraget børn, hvis de var meget under 12 år, og vi lagde sjældent vægt på barnets mening, hvis det var under 11 år.
Inden for det sidste år er der sket en stor udvikling på dette område,
Vi har imidlertid bevæget os ind på et nyt område, og jeg ser det som et naturligt led i en sund udvikling, at vi nu efter et år overvejer, om vi har ramt rigtigt, eller om vi skal gå længere ned i alder, eller om vi måske er gået for langt.
Udover det anførte om at fremstå som habil, mener jeg også - selv om det måske umiddelbart lyder ulogisk eller ligefrem partisk - at man må kunne skelne mellem, om barnet giver udtryk for at ønske kontakt med begge sine forældre, eller om barnet giver udtryk for, at det ikke ønsker at have kontakt med den af forældrene, som barnet ikke bor sammen med.
Børn plejer – også i opbrudssituationer – at være meget loyale over for begge forældre. Formodningen må således være, at et barn ønsker samvær. Og der synes derfor at burde stilles større krav til barnets modenhed, hvis barnet giver udtryk for en mening, som afviger fra denne formodning.
Dette må imidlertid ses i sammenhæng med, at barnets mening skal tillægges stor vægt. Indkaldes barnet, og optræder barnet modent og afklaret, skal barnets mening i videst omfang følges, uanset om det siger ja eller nej til samvær.
Vi er i løbet af året gået forholdsvis langt ned i alder. Som eksempel herpå kan jeg nævne to sager.
I den første sag afslog statsamtet at fastsætte samvær under hensyn til, at BF kun havde set B umiddelbart efter fødslen. Vi stadfæstede i første omgang afgørelsen. Vi genoptog senere sagen, idet vi bad statsamtet om at afholde en samtale med B, der var ca. 81/2 år for at få klarlagt hendes indstilling til samværet. B udtalte under samtalen, at hun gerne ville møde BF, men at hun ikke vidste, om hun havde lyst til at være sammen med ham mange gange. Herefter gav vi forsøgsvist BF samvær med B
Den langvarige adskillelse mellem et barn og dets far kan ikke i sig selv begrunde et afslag på samvær. I to sager har ombudsmanden udtalt kritik af vores begrundelser. Der skal således også godtgøres konkrete forhold, der gør det påkrævet at undlade at fastsætte samvær. Hvis man beslutter at høre barnet i sådanne situationer, skal der tillægges barnets mening betydning i videst muligt omfang, uanset om det siger ja eller nej til samvær. Måske er det rimeligt ved lang tids adskillelse, hvor der ikke kan være den samme formodning for etablering af samvær som ellers at høre og tillægge et barns mening vægt allerede i en forholdsvis tidlig alder.
I en anden sag ophævede statsamtet samværet på baggrund af en samtale med en 8 årring pige. Under samtalen gav hun udtryk for, at hun ikke glædede sig til samværet, selvom det var meget begrænset. Hun var ikke ked af det, når samværet aflystes, eller BF ikke dukkede op som aftalt, og hun syntes ikke, at hun havde det særlig godt sammen med BF.
Vi ændrede statsamtets afgørelse og fastsatte samvær som en prøveordning i 1/2 år hver anden lørdag uden overnatning. Der lagdes navnlig vægt på, at B ikke havde givet direkte udtryk for ikke at ville se BF, ligesom hun på tidspunktet for samtalen kun lige var fyldt 8 år.
Jeg mener, at disse sager til en vis grad illustrerer, at der kræves mere, før man tillægger et barns mening afgørende vægt, hvis barnet udtaler sig imod samvær, end hvis barnet ikke har noget imod samvær.
Dette må også ses i sammenhæng med, at afgørelser om ophævelse/ afslag på samvær er meget indgribende afgørelser, og at der derfor stilles store krav til begrundelserne for disse. I forarbejderne til lov om forældremyndighed og samvær anbefales det da også, at der i højere grad end tidligere udarbejdes sagkyndige erklæringer, idet grundlaget for afgørelserne i disse sager herved kan styrkes. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, hvis barnets mening suppleres med iagttagelser.
Skal samtalen alene være afgørende, må der stilles meget store krav til samtalen med børn i de sager, hvor spørgsmålet er, om der skal være samvær. Det er - uanset barnets alder - meget vigtigt at være opmærksom på, at der generelt må stilles meget større krav til en sådan samtale og referatet af den, end hvis der er tale om mindre betydningsfulde spørgsmål.
Hvis vi skal ophæve eller afslå et samvær på baggrund af en samtale med et barn, skal vi derfor være helt sikre på, at det er barnets egen holdning, der kommer til udtryk under samtalen, og ikke andres.
Det er således nødvendigt, at man får gravet sig helt ned bag barnets holdninger. Dette gør sig navnlig gældende, hvis barnet giver udtryk for ikke at ønske samvær med den, som barnet ikke bor sammen med.
Der må heller ikke være tvivl om, at barnet er tilstrækkeligt modent til at overskue konsekvensen af at fravælge den ene af forældrene.
Jeg er bekendt med, at mange børnesagkyndige er af den opfattelse, at man relativt let kan opfylde disse krav, og at man hurtigt kan vurdere barnets modenhed, samt om der er substans i barnets meninger.
Alt andet lige må det dog trods alt være sværere at opfylde alle disse krav, jo mindre barnet er.
Som endnu et eksempel på, at det kan være vanskeligt at lægge vægt på barnets mening, hvor barnet kun er 8 år, kan jeg nævne en noget kompliceret sag, hvor der under en midlertidig forældremyndighedssag blev afholdt to samtaler med barnet, der på daværende tidspunkt var ca. 81/2 år. Den første samtale blev afholdt af en børnesagkyndig umiddelbart efter samlivsophævelsen. B gav under samtalen klart udtryk for, at han ikke ønskede at se BF. Han begrundede dette med, at BF ved forskellige lejligheder havde været voldelig overfor såvel ham selv som storesøsteren og moderen. B blev af den børnesagkyndige, der afholdt samtalen med B, beskrevet som lavmælt og trist, og som værende grådlabil, sitrende og meget bedrøvet over forholdene i hjemmet og forholdet til faderen. B gentog dette under en efterfølgende samtale ca. 1 måned senere overfor en jurist.
Vi stadfæstede afgørelsen, idet der lagdes vægt på B´s meget klare holdning til spørgsmålet om samvær.
Der verserede forældremyndighedssag. Til brug for forældremyndighedssagen blev der herefter udarbejdet en børnesagkyndig erklæring, der vurderede begge forældre til at have tilfredsstillende forældreevne. Det vurderedes samtidig, at en placering af forældremyndigheden hos BF ville give anledning til færrest konflikter. Undersøgelsen afklarede ikke fuldt ud, hvorfor B malede et meget negativt billede af faderen. Det fremgik, at selvom B nok reelt holdt mere af faderen, end han brød sig om at komme frem med, var han så fastlåst i forestillingen om, at han ville få det bedst hos moderen, at det måtte tilskrives intensive følelsesmæssige oplevelser i hans hidtidige liv. Ud fra en helhedsbetragtning, herunder B´s opfattelse af faderen, fandt psykologen det derfor mest nærliggende, at moderen fik forældremyndigheden.
BF havde i samme periode indgivet ny ansøgning om midlertidigt samvær til statsamtet. B havde i forbindelse hermed været til endnu en samtale hos psykologen og dér på ny givet udtryk for, at han ikke ønskede samvær med faderen. Som begrundelse angav B på ny, at faderen havde slået ham, tit havde skældt ham ud, samt at faderen ikke overholdt, hvad han lovede. Psykologen beskrev nu B som en glad og smilende dreng, der åbent og villigt fortalte om sine synspunkter på samvær med faderen.
I lyset af de divergerende børnesagkyndige erklæringer om B´s forhold til BF fandt vi herefter, at de grunde, der hidtil havde været for at afslå midlertidigt samvær, ikke længere var til stede i samme omfang. Vi fandt derfor, at der - trods B´s stærke indsigelser mod samværet - ikke længere forelå sådanne afgørende forhold, der talte imod, at der blev fastsat (midlertidigt) samvær.
For det første mener jeg, at sagen skal ses som udtryk for, at det er svært med den fornødne sikkerhed at lægge afgørende vægt på et 8-årig barns tilkendegivelser mod samvær. Dette gjaldt så meget desto mere, fordi der verserede forældremyndighedssag om placering af forældremyndighed, hvor samværet jo meget ofte vil være udvidet i forhold til udgangspunkterne. Ved at undlade at fastsætte samvær kan vi i realiteten komme til at afgøre forældremyndighedssagen - og mig bekendt hører landsretterne ikke 8 årige børn.
Herudover mener jeg også, at det giver stof til eftertanke, at en børnesagkyndig på baggrund af en enkelt samtale når frem til en vurdering, som afviger fra den vurdering, som en anden sagkyndig i stort set samme periode når frem til på baggrund af en egentlig børnesagkyndig undersøgelse.
Alt andet lige må det minde os om, at der ikke findes én enkelt sandhed. I meget konfliktfyldte sager skal man derfor nok være påpasselige med ikke altid uden selvstændig refleksion at lægge sagkyndige erklæringer og udtalelser til grund. Hermed ikke sagt, at vi skal ændre på udgangspunktet om, at vi normalt bør følge en børnesagkyndigs vurdering, såfremt den ellers bygger på en undersøgelse, der opfylder de almindelige krav, vi stiller til børnesagkyndige undersøgelser.
Selv om jeg kommer til at foregribe dagen i morgen, kan jeg ikke lade være med at pege på den løsning i stedet for at ophæve et samvær på baggrund af et mindre barns udtalelser at lade samværet være overvåget i en periode, således at en børnesagkyndig kan få et dybere indtryk af problemerne. Der er som tidligere nævnt også i forarbejderne til loven forudsat udvidet brug af børnesagkyndige undersøgelser, inden fastsættelse af samvær.
Som eksempel fra praksis kan jeg nævne en sag, hvor B var 101/2 år, og under en samtale i statsamtet gav udtryk for, at hun ikke ønskede samvær. Parterne gik fra hinanden i 1988, og der havde siden 1991 efter aftale mellem parterne været samvær hver 4. weekend fra fredag til søndag, 2 uger i sommerferien samt hver anden juleaften/ nytår. På baggrund af B´s mening og det konfliktfyldte forhold mellem forældrene ophævede statsamtet samværet.
Samtalen med barnet var afholdt med en jurist, og var i øvrigt særdeles kortfattet. Der var ikke gjort bemærkninger vedrørende B´s modenhed eller om baggrunden for, at B ikke ønskede at se BF - B´s mening kom dog utvetydigt frem. Vi ændrede statsamtets afgørelse og bestemte, at der i en periode skulle være overvåget samvær efter statsamtets nærmere bestemmelse, således at en børnesagkyndig kunne vurdere samværet. Der blev lagt vægt på, at samværet stort set havde fungeret siden 1991, og man fandt derfor, at B´s holdning burde belyses nærmere, inden samværet blev ophævet.
Denne sag viser også, hvor vigtigt det er, at en samtale med et barn ikke alene bør ledsages af en bemærkning om barnets modenhed, men også, om der er nogle særlige forhold, der gør sig gældende, herunder om det er indtrykket, at barnet giver udtryk for sin egen mening. Dette er som tidligere nævnt navnlig vigtigt, hvis barnet ønsker samværet ophævet.
Uanset hvilke spørgsmål barnet høres om, er det vigtigt, at notatet om samtalen er så klart og udførligt, at der ikke senere kan herske tvivl om barnets mening. Dette er der i og for sig ikke noget nyt i, idet vi tidligere har givet udtryk herfor i vores cirkulæreskrivelse af 18. maj 1987 om samtaler med børn og partshøring m.v. i samværssager. Cirkulæreskrivelsen er optrykt i Danielsen lovkommentar s. 504.
Såfremt et modent barn under 12 år giver udtryk for ikke at ønske samvær, kan det ofte være hensigtsmæssigt at understrege, at samværet kun er ophævet for tiden. Dette skal navnlig ses i sammenhæng med, at barnet kan have behov for ro, f.eks. efter en opbrudssituation, således at barnet senere, når forholdene har stabiliseret sig, eventuelt vil ønske samvær.
Endelig vil jeg endnu en gang understrege, at det er vigtigt hele tiden at gøre sig forskellen mellem rådgivning efter § 28 og samtaler afholdt efter § 29 klart.
Som bekendt er der "vandtætte" skodder mellem rådgivningen og den øvrige sagsbehandling, og parterne skal hele tiden være klar over, om der er tale om rådgivning eller samtale, så ingen på noget som helst tidspunkt er i tvivl om, hvilken kasket den sagkyndige har på. Det gælder også, hvis samtalen også bruges til at afgive den børnesagkyndiges vurdering af forholdene.
Kun hvis der er givet samtykke til, at oplysninger, der fremkommer under rådgivningen, noteres og indgår på sagen, eller hvis sagsbehandleren deltager, kan rådgivningen ændre karakter til en § 29-samtale. Såfremt dette er tilfældet, hvor et barn er til rådgivning, skal barnet klart gøres opmærksom på dette.
Sammenfattende vil jeg sige, at jeg godt ved, at jeg ikke kommer med helt præcise udmeldinger. Det ville jo være meget lettere, hvis vi kunne sige, at der skal afholdes samtale med et barn, hvis barnet er 10 år, 4 måneder 11 dage og nogle timer - og hvor den manglende præcise angivelse af timerne var legitimationen for udøvelsen af skønnet. Området er imidlertid uhyre komplekst og børns modenhed meget forskellige - og i statsamterne har man utvivlsomt langt flere erfaringer end vi har i direktoratet. Da jeg samtidig ikke vil hævde, at jeg på dette område har fundet de vises sten, er jeg meget interesseret i at høre jeres opfattelse af dette meget vanskelige - men bestemt også interessante område. I mange år var fokus rettet mod forældremyndighedsindehaveren og barnet. I de senere år har det været den forbedrede retsstilling for den, som barnet ikke bor hos, der har været i fokus. Og det har været gavnligt. Men måske har vi ikke i tilstrækkeligt omfang i lovgivningen og i administrationen koncentreret os om barnets retsstilling. Men det er tiden så kommet til nu, jf. også mit foranstående indlæg om børns partsstatus.
Ved kontorchef Jonna Waage
Overvåget samvær har fået en mere fremtrædende plads efter ikrafttræden af lov om forældremyndighed og samvær.
Det kan bl.a. ses i statsamternes virksomhedsregnskab 1997, hvor det fremgår, at der i 1996 blev etableret 138 overvågede samvær og i 1997 219.
Også under den tidligere lov kunne der fastsættes vilkår om overvågning, men de fleste statsamter havde ikke noget generelt tilbud om overvåget samvær. Når behovet for et sådan vilkår opstod, aftalte man sig som oftest frem med de sociale myndigheder eller i visse tilfælde med private organisationer.
I lov om forældremyndighed og samvær blev der indsat en bemyndigelsesbestemmelse om overvåget samvær, således at justitsministeren senere kunne fastsætte nærmere regler om etablering af overvåget samvær overalt i landet i form af et generelt offentligt tilbud.
Under forarbejderne til loven blev overvågning drøftet, bl.a. som en mulighed for at modvirke samværssabotage. Formodningen var, at det overvågede samvær kunne blive et alternativ til en fogedsag om tvangsfuldbyrdelse af samvær eller alternativ til en sag om overførsel af forældremyndigheden efter §§ 12 og 13 i loven. Overvåget samvær kan imidlertid også være alternativ til en ophævelse af samværet eller et stærkt begrænset samvær. Endelig kan overvåget samvær være led i en vurdering af, hvorvidt der skal være samvær og i givet fald, hvilke bestemmelser der skal træffes om omfanget og udøvelsen.
I Civilretsdirektoratets vejledning nr. 214 af 20. december 1995 blev overvågningernes form og indhold beskrevet, før bemyndigelsen var udnyttet til yderligere regler på området. Det blev nævnt, at overvågning kunne have meget forskellige former. Der kunne være tale om afhentning og aflevering, om en kort overgangsforanstaltning, om en støtte - tilkaldefunktion, eller om fuld overvågning.
Det blev tilkendegivet, at der normalt bør være en tidsbegrænsning ved overvågningen. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen udelukkes det dog ikke, at der kan være tale om en permanent ordning. Det må dog være undtagelsen.
Ved Civilretsdirektoratets ændring af 19. juni 1996 af forældremyndighedsbekendtgørelsen blev det bestemt, at statsamtet skal sikre, at der er mulighed for overvåget samvær, når det i det enkelte tilfælde skønnes nødvendigt. Der foreligger herefter fra den 1. juli 1996 en egentlig pligt for statsamtet til at drage omsorg for, at der er mulighed herfor.
Overvågning skal som alle andre vilkår kun fastsættes, når det er nødvendigt af hensyn til barnet. Der skal således være konkrete, saglige grunde hertil.
Overvågning må ikke være mere indgribende, end situationen tilsiger. Derfor vil det som udgangspunkt være bedst for barnet, at overvågningen sker ved familie og venner og i kendte omgivelser.
I de tunge komplicerede sager kan det være nødvendigt at sørge for neutrale rammer og børnesagkyndige til at varetage overvågningen. Som eksempler kan nævnes sager, hvor samværsberettigede har psykiske lidelser, misbrugsproblemer, er voldelig eller mangler stabilitet og indfølingsevne i forhold til barnet.
Overvågning kan endvidere bruges i situationer, hvor der er mistanke om incest eller grænseoverskridende forhold, og i situationer hvor der er fremsat påstand om bortførsel, som ikke umiddelbart kan afvises.
Overvågning kan endvidere anvendes til at afhjælpe problemer ved etablering eller genetablering af samvær, hvor samværsberettigede og barnet er fremmede overfor hinanden.
Overvåget samvær kan i øvrigt træde i stedet for en større børnesagkyndig undersøgelse i de situationer, hvor overvågning sker ved en børnesagkyndig, som også har til opgave at fremkomme med en vurdering af samspillet mellem barn og samværsberettigede. Der vil her typisk være tale om et midlertidigt samvær.
Ifølge bekendtgørelsens § 19 A, stk. 2, skal forældrene ikke betale for overvågningen. Det er kun selve overvågningen, som forældrene ikke skal betale for. Transporten til og fra overvågningsstedet påhviler som udgangspunkt den samværsberettigede. Efter omstændighederne og sagens karakter vil det formentlig ofte blive bestemt, at det er den, som har barnet boende, der forestår transporten og dermed også afholder udgifterne herved.
Civilretsdirektoratet kan orientere om følgende afgørelser vedrørende overvåget samvær:
1996-441-2104:
B er knap 2 år.
BF ansøger om samvær, og statsamtet fastslår, at der er behov for overvåget samvær, men beslutter, at ansøgningen indtil videre ikke kan imødekommes, idet der ikke for tiden er mulighed for at etablere overvåget samvær.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ophæver statsamtets afgørelse og fastslår, at statsamtet skal drage omsorg for, at der etableres overvågning i henhold til §19a i bekendtgørelse af 19. juni 1996 om ændring af bekendtgørelse af forældremyndighed og samvær.
1997-441-3104:
B er 51/2 år.
Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær.
BF har ikke haft kontakt med B, siden B var 1/2 år.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse og fastsætter samvær, der i en indkøringsperiode skal være overvåget.
1998-540-448:
B er 4 år.
Statsamtet afslår samvær. BF var dømt for vold mod 3. mand og havde ifølge BM været voldelig overfor hende. Statsamtet havde iværksat en begrænset børnesagkyndig undersøgelse, hvor den sagkyndige undersøger bl.a. udtrykte betænkelighed ved, hvordan BF ville reagere overfor B i pressede situationer.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer afgørelsen og fastsætter overvåget samvær. Samværet
skal overvåges i en periode af en børnesagkyndig, hvorefter samværet skal vurderes på ny efter udtalelse fra den børnesagkyndige.
1997-441-3124:
B er 4 år.
Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær. Samtidig meddeler statsamtet, at man ikke har fundet grundlag for at fastsætte samvær med overvågning, idet der på længere sigt ikke er udsigt til, at der kan etableres et samvær uden overvågning.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse og fastsætter overvåget samvær. Civilretsdirektoratet udtaler, at det forhold, at der på nuværende tidspunkt ikke er umiddelbar udsigt til, at der senere vil kunne etableres samvær uden overvågning, ikke kan føre til afslag på samvær.
1995-441-1620:
B er 4 år.
Statsamtet fastsætter overvåget samvær på grund af bortførelsesrisiko.
BM klager, idet hun ønsker samværet ophævet.
Civilretsdirektoratet stadfæster. Man lægger vægt på, at der er fastsat overvåget samvær, og at der herved er taget hensyn til bortførelsesrisikoen.