Politikens kronik den 22. januar 1998
Af Kresten Lidegaard

Efter flere års debat vedtog Folketinget sidste sommer [1997] loven om kunstig befrugtning. Med et snævert flertal blev det blandt andet vedtaget, at man skal være to til at sætte et barn i verden. En af hvert køn.

I november 1997, kun godt en måned efter at den nye lov trådte i kraft, fremsatte en tværpolitisk gruppe i Folketinget med Anne Baastrup (SF) i spidsen et ændringsforslag til den unge lov. Gruppen foreslår, at enlige kvinder og lesbiske skal have ret til kunstig befrugtning.

I bemærkningerne til lovforslaget hedder det blandt andet, at;

"forbudet mod at læger behandler enlige kvinders og lesbiske par, indebærer en række helt absurde konsekvenser, ligesom det ikke forekommer særligt velbegrundet og i det hele virker diskrimi nerende over for en stor gruppe mennesker".

Det må medgives, at det forekommer absurd når alle mulig andre, men ikke læger, må foretage kunstig insemination. Men der findes vel to muligheder for at rette op på det forhold. Man kunne forbyde Ole Warming, foreningen af Bøsser og Lesbiske og andre discount udbydere af sæd, at drive forretning med salg af humane kønsceller. Hvis det skal være forbudt at handle med hele mennesker, så bør det også være forbudt at handle med halve. Det bør ikke være tilladt, at tjene penge på at producere faderløse børn. Faderskaber bør ikke være noget, man handler hen over disken. Handel med såvel be frugtede som ubefrugtede æg er til sammenligning også forbudt.

Når forslagsstillerne taler om diskrimination, glemmer de sagens hovedperson. Nemlig det barn der skal undfanges. Det vil, især som barn af en enlig, være handikappet fra fødslen, med kun en forældre, med kun et lod i livet.

Med to forældre har børn to lodder i livet. Dermed har de dobbelt chance, hvis et af lodderne skulle vise sig at være en nitte, eller hvis en af forældrene dør, mens barnet endnu er lille. Soloforældreskabet halverer barnets sociale netværk, den ene gren af stamtræet vil som udgangspunkt være amputeret.

Arvemæssigt diskrimineres børn af enlige, fordi de kun har ud sigt til arv fra én forældre, en arv der typisk vil ligge under gennem snittet af den arv børn med to forældre kan forvente fra hver af forældrene.

I sidste forårs debat blev det også foreslået, at behandling skulle kunne nægtes ud fra en social indikation. Det faldt, fordi det er umuligt at besvare det naturlige følgespørgsmål - hvor mange meter social belastning der skal til, før man nægtes behandling. Fra naturens hånd er der imidlertid en vis selektion. Man skal være to, der vælger hinanden som forældre, for at kunne sætte børn i verden. Denne naturlige begrænsning på også socialt belastede, der søger en mening med livet gennem et barn, vil man ligeledes ophæve med ændringsforslaget.

I bemærkningerne til forslaget tales der videre om, at enlige kvinder og lesbiske "tvinges til udlandet, eller ud på det grå og dermed mere ukontrol lerede marked, fx med risiko for at få overført HIV-smitte". Men der er vel næppe tale om tvang. Ingen tvinger nogen til noget. At nogen overtræder en lov, er ikke et argument for at legalisere lovovertrædelsen. Risikoen for HIV, er næppe større for enlige eller lesbiske, end den er for heteroseksuelle.

At nogen måske vil rejse til England for at få ordnet det fornødne, skal set i sammenhæng med, at noget tilsvarende også sker inden for Norden. Især svenske kvinder er i stort tal søgt til Danmark, for at få foretaget insemination her i landet. I Sverige, Norge og Finland kan enlige og lesbiske ikke få kunstig insemination. I Sverige lægger man vægt på barnets ret til at kende sit genetiske ophav, der er ikke noget der hedder donoranonymitet. Et ændringsforslag fra Elisabeth Arnold og Bjørn Elmqist (RV) om at også danske børn skulle have ret til at få oplyst deres genetiske ophav, blev nedstemt sidste forår. Det internationale perspektiv på forsalget er derfor, at man i endnu højere grad vil undergrave lovgivningen i de øvrige nordiske lande.

Forslagsstillerne begrunder det så med, at de er bange for at England undergraver vores. I England har man netop nedsat tilskuddene til enlige mødre, og afskaffet det statssubstituerede børnebidrag til mødre, der nægter (eller ikke er i stand til) at opgive faderens navn. Heller ikke i Sverige får faderløse børn bidrag. Flere stater i USA, har helt afskaffet tilskud til enlige forsørgere. Der var for mange, der navigerede efter dem. I staten Louisianna er man tværtimod begyndt at give tilskud til familier, der holder sammen.

Det er der en vis sammenhæng i, for man kan ikke på den ene side hjælpe enlige kvinder med at få de børn de har lyst til, og så på den anden side ynke deres børn, fordi de ikke er sikret det samme forsørgelsegrundlag, som børn med to forældre. Hvis der er relativt få børn med kun en forældre, er det billigt at støtte dem. Men når de kommer til at udgøre en stadig større gruppe i samfundet, kommer de også tage et stadig større ansvar. Kvindernes indtog på arbejds markedet, har netop ikke betydet, at de så kunne forsørge sig selv og deres børn. Enlige "forsørgeres" forsørgelse er i høj grad sikret af tilskud. I Danmark modtager enlige forældre betydelige tilskud. Børnetil skud, ekstra børnetilskud, særligt børnetilskud (eller børnebidrag), hel eller delvis friplads i pasningstilbud, samt højere boligsikring. Omkring 33% af de enlige "forsørgere" er på overførelsesindkomst i relativ lang tid, mens det kun er tilfældet for 5% af familier med både en far og en mor.

Børn af enlige forsørgere får rent statistisk i højere grad proble mer i deres opvækst end børn fra normale hjem. Det er ikke mindst fra enlige forældre, man rekrutterer klienter til skolepsykologer, døgninstitutioner, familieplejer, eller til det helt nye - lukkede ung domsfængsler. Misbrugsproblemer, teenagemødre, samt ung vold, ses også hyppigere blandt unge fra hjem med kun en voksen.

Skal man beregne omkostningerne ved forslaget, er det derfor ganske dyrt, at producere faderløse børn. Her er det bemærkelses værdigt, at Tom Behnke (FP), der dog plejer at være tilbageholdende med øgede offentlige udgifter, er at finde blandt forslagsstillerne. Anne Baadstrup burde overveje, om forslaget vil være medvirkende til, at tilskud til enlige på lang sigt vil blive nedsat, så muligheden reelt kun vil eksistere for rige, der selv kan forsørge deres børn. Med en øget andel af enlige forsørgere, er det tvivlsomt om støtteapparatet vil kunne opretholdes på længere sigt.

Når tilskuddene sættes ned i andre lande, er det næppe fordi, de er mere umenne skelige eller asociale end vi er herhjemme, men fordi de har flere enlige forsørgere. I Danmark er tallet stigende. Normalt indgås politiske forlig, omkring et dyrt forslag, også en financieringdel af det, så et parti ikke kan køre på frihjul og være med til at dele penge ud, men ikke til at kræve dem ind. Det aktuelle forslag, hvor medlemmerne er stillet frit, er financieringen ikke dækket ind.

Spørgsmålet er forslagsstillerne internt kan blive enige om financieringen. Skal tilskudene sættes ned? Skal vi have højere skatter, hvis der bliver flere enlige forsørgere? Det aktuelle lovfor slag vil næppe gøre stigningen mindre.

Regningen forventes betalt af de mænd, der er vraget som partnere og som fædre, samt af de familier, der endnu holder hinanden ud. Flere familier lader sig skille pro forma, for at få adgang til den haglbyge af tilskud, der ellers er øremærket til enlige. Folketinget vedtog før jul [1997] netop et lovforslag, der skulle dæmme op for den stigende andel af enlige, der ikke reelt er enlige. Et problem man næppe kommer til livs uden dyneløfteri.

Den dag det offentlige forsørgelsesapparat bryder sammen, som det har gjort det i andre lande, vil vi stå med en forfærdende masse børn uden forsørgelsesgrundlag. Det vil i høj grad ramme de børn og de forældre, der utilsigtet (fx på grund af dødsfald) er blevet enlige.

Forslagsstillerne argumenterer også med, at det er vanskeligt for lægerne at kontrollere om et forbud overholdes, uden at skulle gennemføre en større sagsbehandling. Men at få en mand til at underskrive et dokument om at han påtager sig faderskabet, kan næppe kaldes en "større sagsbehandling". Tværtimod er det vel et minimum, så samfundet efter følgende ved, hvor børnebidragsregningen skal sendes hen. Den regel vil utvivlsomt begrænse antallet af indignerede TV-værter, der tilbyder sig som donor.

Forslaget handler også om lesbiskes ret til kunstig insemination.

Her er problemstillingen noget anderledes, hvorfor det kan under, at forslagsstillerne overhovedet har samlet de to forslag i et. Måske tvivler de på stabiliteten af de homoseksuelle forhold?

Kernen i denne del af forslaget handler ikke om diskrimination eller intolerance overfor homoseksuelle. Hvis man har valgt at leve sammen med en partner af samme køn, har man samtidigt valgt ikke at få børn med sin partner. Her er ikke tale om en politisk doktrin, men om et biologisk vilkår.

Kernen i denne del af forslaget er kompetencefordelingen mellem på den ene side sociale og på den anden side biologiske forældre. At være biologisk far eller mor er ganske veldefineret. Er der tvivl, kan der laves test med meget stor akkuratesse. At være social forældre, er langt mere diffust. Problemet med sociale forældre er, at de netop ikke kan defineres eller afgrænses præcist, selvom mange sociale forældre utvivlsomt har store kvaliteter. Skal man, når vi skal identificere sociale forældre, tage udgangspunkt i barnet eller i hvor den biologiske fars/mors sympati for tiden ligger? Hvem er den mest "sociale" forældre? Er det den der lige er smidt ud, eller den "nye", der lige er kommet ind. Eller er det pædagogen, fodboldtræneren eller naboen?

Problemet er, at man kan have mange sociale forældre. Hvor social skal man være, for at få adgang til samværsret, hvis forholdet senere opløses? Fremtidens forældremyndighedssager kan også blive noget af et tilløbsstykke, hvis de sociale forældre kan være part i sagen.

Anne Baastrup og flere af de øvrige forslagsstillere forsømmer sjældent en chance for at påtale, hvis der nedsættes udvalg eller råd uden ligelig repræsentation af begge køn. Men i det måske mest styrende organ for den enkelte, forældreskabet, vil de nu udbrede, ikke alene soloforældreskabet, men også det enkønnede forældre skab. Helt absurd når forslaget så samtidig motiveres med et ligestillingsaspekt. En ligestillingssynsvinkel kan aldrig benyttes til at tildele det ene køn særlige rettigheder.

Set ud fra et ligestillingsperspektiv, er forslaget en tilbagevenden til en norm, hvor man har kvinder og børn i en sfære, og mænd i en anden. To sfærer, der om muligt er endnu mere adskilt end i den patriarkalske familiemodel, hvor fædrene dog typisk har taget forsørgeransvaret på sig.

Men jo mere adskilt de to sfære er, desto vanskeligere vil det være, at påtvinge mænd et forsørgeransvar. Vi lever i et samfund, hvor det at have en far efterhånden er noget af et privilegium. Et privilegium, der måske i højere grad end køn, etnisk oprindelse eller seksuel orientering, vil være basis for manglende ligestilling og sociale forskelle i de næste generationer.

Det Danske Center for Menneskerettigheder kom allerede under den første behandling af forslaget om kunstig befrugtning i 1996 med en udførlig redegørelse, hvor man fandt frem til, "at det må antages at være barnets tarv, at have både en far og en mor."

Forslagsstillerne finder imidlertid ikke, at der er belæg for en sådan antagelse. De argumenterer med, at der er undersøgelser, der dokumenterer, at nogen børn også trives i homoseksuelle familier. Børnene i de familier er i øvrigt født i hetroseksuelle forhold, som så er blevet opløst, og først da er børnene flyttet ind i en homoseksusl familie. Endelig hjælper det jo ikke børn af enlige. Der er i øvrigt også undersøgelser, der viser det modsatte.

Sammenligner man med adoptivbørn, hvor ingen af forældrene er biologiske, er formålet med en adoption ikke at sikre barnløse par børn, men at sikre forældreløse børn forældre. Faktisk søger mange adoptivbørn deres biologisk rødder, en mulighed man netop har frataget de "kunstige" børn. Ikke af hensyn til børnene, men af hensyn til donors anonymitet. Eller mere præcist, for at sikre tilstrækkelige forsyninger af donorsæd. I sin redegørelse henviser Det Danske Center for Menneske rettigheder blandt andet til FN´s Konvention om Børns Rettigheder, der forudsætter, at barnet har ret til to forældre. Heraf udledes, "at kunstig befrugtning ikke må berøve barnet nogen af de rettig heder i henhold til konventionen, som det ellers ville nyde". Som fx retten til en far.

Børnelovsudvalget kom i december [1997] med en betænkning, hvori man også har lagt vægt på, at børn har en far. Børnelovsudvalget har foreslået, at der åbnes op for såkaldt "omvendte faderskabssager". Mænd der har mistanke om, at de er far til et barn, skal herefter kunne påberåbe sig faderskabet, som så efterfølgende kan fastslås med DNA-test. Det skal - ifølge børnelovsudvalget - være muligt for fædre at tage ansvaret på sig.

Denne intention vil blive undergravet, med en øget anvendelse af anonyme fædre. Den underliggende holdningen bag forslaget er, at børn ikke nødvendigvis har behov for en far. Holdningen er, at fædre er uvigtige, unødvendige, eller ligefrem en del af problemet. Holdningen er, "hvorfor dele sit barn med en anden, når man kan have det for sig selv".

Ønsket om at legaliser kunstig insemination, er derfor ikke blot noget der vedrører nogle få, men noget der vedrører hele samfundet. Det centrale er ikke, at nogle kvinder søger at praktisere "opdragel se uden fædre", men at samfundet (og omkring halvdelen af Folketinget) stort set er ligeglad. Samfundets forventningerne til fædre, kan ligge på et stadigt mindre sted. Begrebet "far" devalueres til noget fuldstændigt ligegyldigt. Tidligere sundhedsminister Birte Weiss reducerede en far til "leverandør af en klat biologisk materiale".

Særligt i et demokratisk samfund er det vigtigt, at barnet fra fødslen præsenteres for to synsvinkler. At det lærer, at tingene ikke er sorte og hvide, at uenighed er en del af livet, og hvordan man så indgår kompromiser med hinanden. Hvis vi ønsker, at vores børn skal vokser op og blive gode demokrater, er det vigtigt, at de vokser op i en demokratisk ramme.

Vi er to køn om at definere, hvad det vil sige at være menneske. Det androgyne forældreskab, ønsket om at indeholde begge køn samtidig, er også et ønske om almægtighed. Det er en tro på, at menneskelig lykke og fuldendelse er en solopræstation. At vi - kvinde eller mand - hver for sig - kan udfylde alle menneskelige potentialer.

At undfange børn, er en kærlighedsakt, hvorunder man deler hinandens kroppe. Hvis man ikke ønsker at dele sin krop eller sit barn med sin partner, så bør man finde sig en anden partner. Hvis man ikke ønsker at dele noget som helst med nogen som helst, så bør man nok overveje det med at få børn endnu en gang.

Dem skal man nemlig også dele med.