Af Kresten Lidegaard
Kommentar i Århus Stifttidende den 23. maj 2001

Århus kommune har lagt sig i spidsen for en kampagne mod socialt bedrageri. "Nasserøve" der uretmæssigt svindler sig ekstra børnetilskud, friplads i daginstitutionen, forhøjet boligsikring, fradrag for børnepenge eller ekstra befordringsfradrag, skal nu i gabestok, så alle de retfærdige kan spytte på dem. Det er ren Fahrenheit 451 - kender du sådan et par "nasserøve", så gør din borgerpligt og angiv dem.

Problemet er, at spektret af skilsmisser er meget bredt. I den ene ende har vi dem, hvor det nærmest er et tilfælde, at de ikke har myrdet hinanden endnu. I den anden ende dem der sammen griner deres (nasse)røve i laser over alle de mange penge det lykkes dem at tørre kommunen for.

Men mellem de to yderpunkter eksisterer alle mellemformer. Man kan finde alle grader af fjendskab/venskab. Man kan af samme grund ikke skarpt afgøre om der nu er tale om en forbryderisk nasserøv eller en ulykkelig familie, der desperat forsøger at holde hinanden ud og få det til at fungere.

Sagen er, at vi taler om mange penge. Mellem 40-50.000 kr/år per barn netto.

Kommunens dyneløftpatrulie, der nu truer med at komme og løfte DIN dyne, forestiller sig at de skyldige "nasserøve" brødebetynget bryder sammen og pligtskyldigt tilbagebetaler fortidens overforbrug og fremover nedsætter deres forbrug med 40-100.000 kr/år alt efter hvor mange børn de nu har.

Men kommunens "jeg-skal-komme-efter-dig" kampagne kunne ende med at få en helt anden effekt. Det kunne være at nogen af de enlige, der er lidt for gode venner med deres X til at kunne betragtes som reelt enlige, vælger at blive skilt ordentligt, så der ikke hersker tvivl om, at de er uvenner. Skulle dyneløftpatruljen insistere, kan man jo altid kaste et par grimme beskyldninger efter sin X, så ingen er i tvivl om at man er rigtigt meget uvenner, og derfor også berettiget til alle de kommunale tilskud. Har man dårlig samvittighed fordi man er for gode venner, kan man jo forbedre samvittigheden ved at svine sin X lidt til eller tage sig en elsker.
Hvis effekten af kommunens kampagne er flere reelt enlige og dermed flere og mere konfliktfyldte skilsmisser, er det tvivlsomt om kommunen score ret meget. Et begreb som barnets tarv fylder næppe meget hos det kommunale anti-nasserøvs-korps.

Der er noget grundlæggende sygt ved et samfund, der giver folk penge for at være uvenner. Der er noget sygt ved, at børn er bedre forsørget hos en enlig mor på overførelsesindkomst, end de er med en far med en almindelig gennemsnitsindkomst! Der er noget sygt ved, at det at have en familie skal være et privilegium for de rige!

Det er specielt farligt, at man overføre midler fra sunde kernefamilier med far mor og børn, til de splittede ødelagte familier. Det er en udvikling der under ingen omstændigheder kan fortsætte, fordi flere og flere ydende familier slås i stykker til nydende enlige. Danmarks Statistik kunne for nylig meddele, at det normale nu er singlen. Der er flere husstande med kun en voksen end familier med to.

I takt med at de enlige fylder mere og mere kommer de også til at tage et tilsvarende større ansvar. Et samfund kan bestå af kernefamilier, fordi de i princippet er selvforsynende. Men et samfund kan ikke bestå af singler - for hvem skal så betale alle tilskuddene?

I det flow der er fra familier til singler, kan man utvivlsomt fange et par stykker eller 10, der er lidt for smarte, og ligesom vil høste såvel kærlighed i familien som de store singlechecks. Men trenden - at det er den vej det går, er problemets kerne. Det kommer man ikke til livs med platte "jeg-skal-tage-dig-i-røven" kampagner. Det er nødvendigt at omlægge og nytænke tilskudspolitiken. Tænk hvis familier, der kunne fejre kobber, sølv eller guldbryllup fik en erkendtlighed fra kommunen. Hvordan mon det ville påvirke tilskudstænkningen?