Politikens kronik 30. november 2003
Kresten Lidegaard
Umiddelbart ville det jo være ideelt, hvis nybagte kernefamilie kunne få lov til at nyde hinanden, uden at skulle bekymre sig om verdslige spørgsmål, som fx hvordan huslejen, bilen, den nye barnevogn eller rødvinen til middagen i aften skal finansieres. Det lille barn er så stort et mirakel, at de stegte duer bare har at komme flyvende af sig selv, da de jo trods alt er et meget mindre mirakel. Vil duerne ikke det, forventes det at nogen sørger for at få dem på vingerne.
Politikerne og dele af LO står på nakken af hinanden for at få de stegte duer i luften. Men fædrene synes at være ret så modvillige - de gider dårligt nok lukke munden op når duerne endelig kommer flyvende. Det er ikke dem der anmoder om en barselsfond. Nybagte fædre arbejder over snarere end at tage barselsorlov.
Det er der flere årsager til.
Mens det at få børn for kvinder ikke længere er en skæbne, men et valg, så er det for mænd stadigvæk en skæbne. Den kvinde der ikke lige har tid/overskud/lyst til at få et barn eller til at gå på barsel, kan med prævention og abort undgå den skæbne. 20 % af graviditeter i Danmark ender med abort.
Mænd har ikke samme mulighed for at planlægge, fortryde og vælge om.
For de resterende 80 %, - de børn der faktisk fødes - er der lidt forenklet fem muligheder;
Man kan gisne om hyppigheden af de forskellige konstellationer, pointen er at kun i den sidste konstellation 5 vil det faktisk ende med at far kommer på orlov. 5 er næppe den hyppigste.
I de andre tilfælde vil mor rykke ud. Hun vinder den interne magtkamp i 2, har hun ikke forældremyndigheden, så får hun den. Skulle han insistere ender 2 ofte i 1.
Kampen i 3 vindes af manden. De kvinder der vil sende fædrene hjem til de kødgryder de selv er flygtet fra, glemmer nemlig at gryderne også skal fyldes. Duerne kommer jo netop ikke flyvende af sig selv. Nok er orlovsmænd en sjælden art, men der er utvivlsomt endnu længere mellem de kvinder der er indstillet på at tage hovedansvaret for familiens forsørgelse. Men vil man bytte rundt er det jo netop sagen.
Hvis fædrene skal gå hjemme, skal kvinderne ud og tjene penge. Mange penge. Nybagte fædre er dem der arbejder mest, ikke for at slippe for bryster og bleer, men fordi der for dem ikke er en modsætning mellem barnets tarv og tre timers overarbejde, så der bliver råd til en ny barnevogn til lillebror - og en ny kjole til mor.
Der skal nok være mænd der gerne går hjemme og hygger sig med børnene. Det vil være langt sværere at finde kvinder der ikke forlanger flere tilskud, men lever op til deres egen ligestillingssnak og tager det traditionelt maskuline forsørgeransvar på sig til fordel for den mand de har valgt at få deres børn med. Kvinder der - i stedet for at haste hjem til den lille ½ time før fyraften - tager tre timers overarbejde så far kan få sig et par nye bukser.
Den maskuline altruisme, frivilligt at bruge størstedelen af sin surt indtjente løn på ægtefællen og børnene, har ligestillingsapparatet - trods hastigt voksende budgetter - ikke gjort meget for at sælge til nybagte mødre eller til kvinder i det hele taget. Utvivlsomt fordi det ikke blot er ægteskabeligt men også politisk selvmord at sende mødre til 6 måneders børn ud på flisen 8-12 timer i døgnet for at forsørge mand og børn, der går og hygger sig derhjemme.
Det er derfor heller ikke det der foreslås. Ansvaret skal kollektiviseres i form af en mere eller mindre central barselsfond. Modellen for den er stort set den samme som for finansieringen af børnepasning i øvrigt. Hunden fodres med sin egen hale. Det er i Den Centrale Barselsfond at duerne fanges og steges - og om muligt lære at flyve hjem igen til de nybagte forældre der holder fri for at passe deres egne børn.
Nu er der ganske vist ikke vedtaget noget endnu, men der tales om "fuld løn under barsel". Hermed menes at man ikke skal have ligeløn for at passe børn. Ministre skal have ministerløn mens mælkedrenge skal have mindsteløn for det samme arbejde. Sjove signaler fra de feminister der har agiteret for ligeløn i en halv menneskealder.
Når barselsfonden administrerer folks penge, kan den sætte forskellige betingelser for hvem der kan holde barsel. Meget langt fremme er spørgsmålet om en del af orloven skal reserveres til fædrene. Faktisk synes der at herske enighed fra Ligestillingsministeren over Lone Nørgaard og Jette Hansen til Hanne-Vibeke Holst, et farvand hvor bølgerne ellers går højt, at fædrene skal mere på banen. De skal overtales/tvinges til at tage en større eller mindre del af barselsorloven - metoderne diskuteres, men målet er de damer enige om.
Det mål rejser mindst to spørgsmål.
Det første er hvem der er barnets far og dermed hvem der skal tage orlov. Det var i gamle dage et biologisk vilkår som ethvert barn kendte svaret på, men i dag er det ikke så let. Det er blevet et politisk spørgsmål, som først har været udsat for en kulegravning i børnelovsudvalget i 10 år før Folketinget endte med at vedtage en ny børnelov sidste år. Ifølge den er svaret, at den mand moderen kaster sin kærlighed på - ikke under undfangelsen - men lige før og efter fødselen - han er barnets rette "far". Alt det med blodprøver og DNA får først betydning hvis han slår sig i tøjret men ellers ikke. Insisterer en biologisk far på at være far vil der stå et helt batteri af jurister og psykologer klar på statsamtet til at forklare, at han bør tage det med ro og holde sig væk. Skulle biofar blive ved med at insistere, står politiet klar med tilhold og det der er værre.
Så vi kan ende med nogle fædre der går og glæder sig til at tage orlov men som ikke får den, og så andre mænd som forventes at tage orlov, men som har berettiget tvivl om deres faderskab, og derfor er tilbageholdende med deres engagement i "deres" børn.
Så er der et andet spørgsmål; hvad med de enlige mødre? 10-12 % af alle børn fødes af mødre der i hvert fald ikke officielt bor sammen med barnets far.
Skal den samlede orlov udmåles pr barn eller pr forældre? Hvis en del af orloven er reserveret til far, skal enlige mødre så kunne tage en fraværende fars orlov eller skal hendes barn så meget desto tidligere i institution? Skal hendes nye kærlighed, der måske kommer på banen når barnet er ½ år have muligheden for at tage orlov? Eller skal biofar igen have sin orlov selvom han næppe får samvær?
Villy Søvndal (SF) har meldt ud at enlige mødre selvfølgelig skal kunne tage fars orlov. Men hvis vi ender der, at mor godt kan tage fars orlov, hvis det er synd for hende, vil situationen ikke være meget anderledes end i dag, hvor forældrene kan dele lagkagen som de selv vil. Men der er endnu engang båret ved til skilsmissebålet. For hvis mor kan tage fars orlov er det endnu et incitament til at blive skilt. Såvel rent pro forma hvis nu vi har med forældre at gøre, der er så opportunistiske at de selv mener at vide hvad der er bedst for deres børn, fx at de skal ammes et helt år - og derfor er rørende enige om at mor skal tage fars orlov. Men sandelig også de mere blodige skilsmisser, kampen om ungen bliver næppe mindre af at staten lægger endnu mere guld i vuggen end der var i forvejen. Moderen vil jo reelt skulle vælge mellem at blive skilt fra sin unge eller fra sin mand!
Fædre tager gerne forsørgeransvaret på sig, de går gerne i laser så resten af familien kan klæde sig pænt. Men det er ikke et offer de er indstillet på at bringe til fordel for naboens børn, og slet ikke til fordel for en central barselsfond. Fordi de så samtidig mister den indflydelse, respekt og autoritet der affødes af selv at administrere og prioritere.
Det er ydmygende og umyndiggørende når familier i almindelighed og mænd i særdeleshed ikke tiltros tilstrækkelig ansvarlighed til selv at finde ud af at passe og forsørge deres børn. De fratages ansvar og indflydelse, først med Den Centrals barselsfond, så ved at tvinges til at finansiere 2/3 af daginstitutionerne og endelig skal fædrene - hvis de bliver skilt - betale børnebidrag til moderen. Alt sammen udtryk for manglende tillid til at han selv kan finde ud af at administrere sit forsørgeransvar på en for børnene fornuftig måde.
Det er også et forkert signal at sende til vores børn. Hvis vores sønner frivilligt skal tage forsørgeransvaret lige så alvorligt som deres fædre, er det nødvendigt med en troværdig rollemodel, hvor faderen ikke gør hvad han gør fordi han er tvunget til det - men fordi han gerne vil. Fordi han synes at det hører med til at være mand og far, simpelthen fordi det er maskulint at tage de 3 timers overarbejde!
Ønsket om mere orlov til fædre er (endnu) en feministisk dagsorden, der næppe har til formål at styrke båndet mellem børn og fædre. Motivet er nok snarere, dels netop at fratage fædrene indflydelsen, og dels at trække mænd væk fra arbejdsmarkedet så der bliver plads til kvinderne. Når koen ikke kan flyve, skal også svalen have stækket sine vinger - i ligestillingens hellige navn. Det synes modsætningsfyldt når man på den ene side vil have far hjem på orlov, mens statsamterne på den anden side, hvis moderen er "særlig sart", nægter fædre samvær med deres børn før de er 2½-3 år. Selv på det tidspunkt er samværet ofte stærkt rationeret - eller overvåget -, 30 % af de 3-5 årige børn tilkendes ikke samvær med overnatning hos deres far.
Da orlovsydelsen til forældreorloven blev sænket fra 80 % af dagpengesatsen til 60 %, og dermed reelt afskaffet, var motivationen ikke at det var dyrt eller dårlig for børnene. Årsagen var at kvinderne stormede hjem til kødgryderne, og det var ud fra et ligestillingsmæssigt synspunkt politisk ukorrekt.
Orlov ligger langt nede på fædrenes ønskeseddel, skal det være foretrækker fædre at tager den når barnet er lidt ældre. Hver gang der tales orlov tales der om babyer. Det hænder vi ikke er enige med mor i hendes ammestrategi, men vi blander os for husfredens skyld kun nødigt. Faktisk har vi mange eksempler på, at der ikke kommer noget godt ud af at blande sig.
Jo ældre børn bliver desto mere engagerer fædre sig i dem. De vil gerne opdrage og præge dem. Specielt i en tid hvor politikerne taler om at straffe forældre for de dumheder deres børn måtte finde på, vil vi fædre - ikke blot for vores egen skyld, men i høj grad også for vores børn skyld - meget gerne på banen og udfylde vores ansvar og udøve vores autoritet. Vi har svært ved at forstå, at samfundet ofte ikke giver os muligheden, og så oven i købet truer med at straffe os når det går galt. Vi ser en sammenhæng mellem de problemer flere og flere unge ender i og alle de fraværende fædre, der køres ud på et sidespor tidligt i barnets liv.
Selvom det utvivlsomt kunne være hyggeligt at gå og pusle om babyen sammen med mor, er fædrenes indsats vigtigere senere i barnets liv, hvor mor måske netop har svært ved at sætte sig igennem overfor sin søn, der er et hoved højere end hende selv. På det tidspunkt vil det være ødelæggende hvis fædrene skal knokle endnu mere end de gør i forvejen for at forrente babyårenes orlov. Det er i forvejen betænkeligt at vi bruger langt flere ressourcer på at få vores små børn passet, end på at uddanne de store.
Vil man styrke forholdet mellem fædre og børn, er det ikke mere orlov i babyårene fædre først og fremmest går efter. Øverst på ønskesedlen står der juridisk ligestilling med moderen, så forældrene i udgangspunktet har fælles forældremyndighed, som også tidligere justitsminister Frank Jensen for nylig har anbefalet.
Når Ligestillingsminister Henriette Kjær ikke mener at man kan opnå mere ligestilling af lovgivningens vej, er det utvivlsomt rigtigt at man ikke kan tilgodese kvinderne mere ad lovgivningens vej. Men ministeren overser - i lighed med de feminister hun revser - bjælken i øjet, nemlig de love der diskriminerer mænd. Som for eksempel kvindernes monopol på fælles børn.
Var forældrene ligestillede, kunne Socialministeren Henriette Kjær, invitere den i hvert fald næst vigtigste ressourceperson for anbringelsestruede børn og unge med til de familierådslagninger om børnenes fremtid hun venter sig så meget af. For skønt de enlige mødre "kun" udgør 14 % af børnefamilierne, så udgør deres børn 47 % af anbringelsesklientellet. De anbragte børn er endnu et eksempel på at forældrene - især fædre - reduceres til skaffedyr, der sammen med kommunerne segner over de lodret stigende udgifter til anbringelsesindustrien. Så se at få ham på banen med de ting han kan i stedet for at transformere ham til endnu en mor.