Af Kresten Lidegaard
Kronik i Kristeligt Dagblad den 6. maj 1999

Kristeligt Folkeparti fremsatte i februar et beslutningsforslag om mere og tidligere rådgivning til skilsmissetruede par. Partiet håber, at det vil tage toppen af de mange skilsmisser og stabilisere familien som institution.

Intentionen med forslaget er god. Skilsmisser er uheldige, ikke alene for de mange børn der ofte mister kontakten til en af forældrene, men også for forældrene, der enten kommer til at stå alene med ansvaret, eller helt berøves det. Flere af vores største sociale problemer som for eksempel børns selvmord, misbrug, kriminalitet, vold, "uanbringelige" unge, teenagemødre, skolevanskeligheder eller spiseforstyrrelser, har som fællesnævner den opløste familie. Kernefamilien, forstået som en far og en mor og deres børn, er samfundets fundament. Når den er i krise er samfundet i krise. Familiens trivsel er derfor mindst lige så vigtig som betalingsbalancen.

Men den medicin Kristeligt Folkeparti foreslår - mere og tidligere rådgivning - vidner om en dårlig forståelse af årsagen til de mange skilsmisser. Børnerådets formand psykolog Per Schultz Jørgensen, der - ikke overraskende - mener, at man bedst hjælper familierne og børnene, ved at give psykologerne flere penge, er næppe noget orakel. Familierne styrkes ikke, ved at tage ansvaret for børnene fra dem og overlade det til nogle psykologer.

Tanken om at man via dialog og samtale kan løse problemerne er smuk, men den forudsætter, at der er tale om to ligestillede parter. I familien kan man desværre ikke tale om to ligestillede parter. Her ligger en væsentlig årsag til familiernes skrøbelighed.

Folketingets Ombudsmand lavede i 1989 en undersøgelse der viste, at 59% af mødrene og 22 % af fædrene ikke ønskede at deltage i statsamternes børnesagkyndige rådgivning. Det var især de enevældige forældremyndighedsindehavere, der ikke ønskede at deltage. Kun i 23% af sagerne ønskede begge forældre rådgivning. Det var næppe de tungeste sager.

Som juraen er i dag, ser man stort set kun på forældrenes køn, når barnets tarv skal defineres. Moderen har i udgangspunktet forældremyndigheden alene, hvis forældrene ikke er gift. Er de gift, eller har de aftalt fælles forældremyndighed, får hun som regel også forældremyndigheden alene, hvis hun forlanger den.

Når samfundets signal til de kriseramte familier er, at hvis de ikke kan blive enige, så får moderen ret, så bliver de kun enige hvis faderen bøjer sig. Helt uanset hvor mange millioner man bevilliger til rådgivning.

I praksis bliver indholdet af rådgivningen at forklare faderen, at han lige så godt kan bøje sig. Særligt tungnemme fædre sendes videre til retten, hvilket typisk vil koste ham 10-20.000 kr, mens moderen som regel får fri proces, fordi børnene bor hos hende, og der derfor gælder andre indkomstgrænser.

Skønt fædre i stigende grad engagere sig i deres børn, får mødrene fortsat og i stigende omfang tilkendt forældremyndigheden i retten. Andelen af enlige fædre er faldende. Dette på trods af, at en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet af 3-5 årige børn viser, at børn der vokser op hos deres far trives bedre, end dem der vokser op hos deres mor.

Politikerne må gøre sig klart, at der er en stor og voksende industri omkring skilsmisser. Jurister, psykologer og socialrådgivere tjener store penge på konflikterne. Slagsmålet mellem de faglige interesseorganisationer om rådgivningsmillionerne er næppe mindre end forældrenes slagsmål omkring børnene. Det ses fx i de faglige interesseorganisationernes høringssvar til det aktuelle beslutningsforslag, hvor man søger at overbevise politikerne om, at de mange millioner skal bruges i deres regi på netop deres rådgivningsprojekt.

For dem vil relativt ukomplicerede sager, hvor forældre måske selv havde fundet en løsning, være særligt attraktive at gå ind i, mens de typisk navigere udenom de tunge sager, der er tidskrævende og hvor der er begrænset håb om at forlige parterne. For mange af den slags sager vil give rådgivningen en dårlig statistik.

Hvis det var mere vilkårligt hvem af to velfungerende forældre der ville få forældremyndigheden, ville de fleste - måske ikke ligefrem blive enige, for hvem er det. Men mange ville nå frem til et for begge parter acceptabelt kompromis. Måske ville de oven i købet blive samme - helt uden indblanding udefra.

Foruden større vilkårlighed i udfaldet af forældremyndighedssager, bør man, hvis man vil styrke familieinstitutionen, også kigge på økonomiske incitamenter.

Den amerikanske sociolog og økonom Gary S. Becker fik i 1992 Nobelprisen i økonomi for sin noget uortodokse anvendelse af økonomiske modeller på social adfærd. En af de ting Becker påviste var, at valg som fx om man vil skilles eller ej, i høj grad afhænger af økonomiske forhold. Jo højere tilskud til enlige forsørgere, desto flere skilsmisser kan man - ifølge Becker - forvente.

Kvindeorganisationerne har sagt det samme på en anden måde. Her hedder det, at efter kvinderne er kommet ud på arbejdsmarked og tjener deres egne penge, bliver de ikke i et "dårligt forhold". De bliver skilt. Problemet er, at 2/3 af forholdene åbenbart er dårlige. Men det med at "tjene sine egen penge" er lidt af en tilsnigelse. Enlige forældre er ofte på overførelsesindkomst.

I Danmark er det en god forretning at blive skilt, i hvert fald for den af forældrene der får børnene. Så er man enlig forældre, og dermed berettiget til en sand haglbyge af tilskud. Kampen om børnene er derfor også en kamp om pengene, hvorfor konfliktniveauet stiger, jo flere penge myndighederne lægger i vuggen.

Enlige forældre modtager foruden børnechecken, som alle (mødre) modtager, også børnetilskud, ekstra børnetilskud, børnepenge, hel eller delvis friplads i daginstitutionen, højere boligsikring foruden et eventuelt hustrubidrag. De enlige slipper tillige billiger ved eftergivelse af studielån, de får børneferiefridage, de vil typisk få fri proces til en eventuel retssag. Folketinget har netop vedtaget, at enlige forældre skal have en særlig tillægsydelse, hvis de går på orlov.

I alt modtager en enlig med to børn 200-230.000 kr. netto om året, hvilket svare til en bruttoløn på omkring 400.000 kr. Hvor meget hun selv tjener påvirker derimod ikke hendes reelle forbrugsmuligheder i nævneværdig grad, da en indkomststigning modsvares af et tilsvarende fald i de indkomstregulerede tilskud.

45-49 årige mænd er den aldersgruppe der har den højeste indkomst. De tjener i gennemsnit 281.000 brutto om året. Men sådan en gennemsnitsmands børn er faktisk bedre forsørget, hvis hans kone lader sig skille, selv hvis hun har rimelig indtægt.

Det er der mange der har fundet ud af, det var blandt andet derfor, at Folketinget i december 1997 fandt det nødvendigt at stramme kontrollen med de enlige forældre. Men kun få af dem, der fanges i en pro forma skilsmisse, betaler skyldsbevidst for fortidens synder og undvære tilskud i fremtiden. I de sidste fire måneder af 1998 fandt "dyneløfterpatruljen" i Århus 390 enlige forældre, der efter patruljens opfattelse ikke var reelt enlige. Kun 22 % fik man til at flytte sammen. De øvrige har utvivlsomt sørget for, at blive skilt ordentligt, så de nu er reelt enlige⁽¹⁾.

De mange tilskud er bevilliget fordi man ikke ønsker at børn af enlige skal stilles dårligere end børn med to forældre, hvilket er en smuk tanke. Men i virkelighedens verden er tingene ikke uafhængige. De mange tilskud øger incitamentet til at blive skilt, eller til ligefrem at navigere efter at få sine børn alene.

I USA debaterer man også familiens tarv. Her fremhæves den skandinaviske model (særligt den svenske) med de store tilskud til enlige forældre og beskatning af individer fremfor familier, som et skræmmende eksempel på en familiefjensk politik. Selvom heller ikke amerikanerne er enige, synes der dog at herske enighed om, at tilskuds og skattepolitik har stor betydning for familiens stabilitet. Tilskudsordninger til enlige, beskyldes i den amerikanske debat for at have forårsaget en 600 % stigning i voldskriminalitet og en 500 % stigning i børn født uden for ægteskab.

Den danske model, hvor der overføres betydelige midler fra kernefamilierne til de enlige kan ikke fortsætte, alene fordi de ydende familier i stigende grad opløses i nydende enlige. De mange tilskud virker reelt som en slags kærlighedsskat. Det kan kærligheden ikke holde til.

Ugeskrift for Læger kunne for nylig berette, at tyske læger relativt ofte fjumrer med økser og motorsave, og derved mister en finger. Med til historien hører, at lægers fingre er forsikret for et millionbeløb.

De mange tilskud til enlige forældre "forsikrer" familierne for et endnu større beløb. Men mekanismen er den samme. Øksen synes at sigte efter millionerne.

I Tyskland gives tilskud til enlige i form af skattefradrag. For nylig fik nogle familier medhold fra den tyske forbunddomstol i, at det er diskrimination, når der er fradrag for nogen børn men ikke for andre. Konsekvensen af dommen kan meget vel blive, at alle nu bliver berettiget til at trække børnefradraget fra. Det bliver særdeles dyrt.

Det tjener Kristeligt Folkeparti til ære, at de uophørligt sætter familiepolitikken på den politiske dagsorden. Man kunne ønske at flere partier ville engagere sig i spørgsmålet. Men heller ikke Kristeligt Folkeparti slipper for at tage stilling til, hvad det er for en familiemodel man ønsker at støtte - også rent økonomisk.

Politikerne er vant til, at man løser problemer ved at bevillige penge. Men den måde at løse problemer på holder ikke altid. I krig fx giver flere penge mere krig.

Skilsmisser er også krig. Jo flere penge der lægges i vuggen, desto mere vil forældrene slås om vuggen. Jo flere tilskud man sætter af til skilsmisseindustrien, desto flere skilsmisser får man for sine penge.

Hvis Kristelig Folkeparti - og flere af de øvrige partier, virkelig alvorligt ønsker at stabilisere familieinstitutionen, så skal man ikke hælde benzin på gnisterne i de skrøbelige danske familier, ved at give psykologer, jurister eller enlige forældre flere penge. Det vil være billigere og have større effekt, hvis man tog fat på forudsigeligheden i forældremyndighedsafgørelser og tilskudspolitiken.

1. JP Århus den 24. februar 1999