Lov nr. 256 af 14. juni 1969, jfr. lovbekg. nr. 147 af 9. marts 1999 om ægteskabs indgåelse og opløsning
Kapitel 1: Ægteskabsbetingelser, §§
1-11
Kapitel 2: Prøvelse af
ægteskabsbetingelserne og vielse, §§ 12-22
Kapitel 3: Ægteskabs omstødelse, §§
23-28
Kapitel 4: Separation og skilsmisse,
§§ 29-44
Kapitel 5: Separations- og
skilsmissevilkår og ændring af vilkårene m.v., §§ 45-58
Kapitel 6: Ikrafttrædelsesbestemmelser
m.v., §§ 59-67
§ 1. Den, som er under 18 år, må ikke
indgå ægteskab uden statsamtets tilladelse. Statsamtet kan ved
meddelelse af tilladelse til indgåelse af ægteskab til en ung
under 18 år fastsætte vilkår om, at den unge trods ægteskabet
fortsat er mindreårig og dermed umyndig indtil det fyldte 18.
år.
§ 2. Den, som er under 18 år og ikke
tidligere har været gift, må ikke indgå ægteskab uden
forældrenes samtykke.
Stk. 2. Hvis den ene af forældrene er død, sindssyg, åndssvag
eller uden del i forældremyndigheden, eller hvis hans erklæring
ikke kan indhentes uden særlig vanskelighed eller forsinkelse,
er den andens samtykke tilstrækkeligt.
§ 3. Den, som er under værgemål efter
værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af
den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, må ikke
indgå ægteskab uden værgens samtykke.
§ 4. Nægtes samtykke efter §§ 2-3, kan statsamtet give
tilladelse til ægteskabet, hvis der ikke er rimelig grund til
nægtelsen.
§ 5. (Ophævet).
§ 6. Ægteskab må ikke indgås mellem
slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem
søskende.
§ 7. Ægteskab må ikke uden
justitsministerens tilladelse indgås mellem personer, af hvilke
den ene har været gift med den andens slægtning i ret op- eller
nedstigende linje. Er der fællesbørn i det tidligere ægteskab,
må tilladelsen kun gives, såfremt hensynet til børnene ikke
taler derimod.
§ 8. Adoptant og adoptivbarn må ikke indgå
ægteskab med hinanden, så længe adoptivforholdet består.
§ 9. Den, som tidligere har indgået
ægteskab eller har været part i et registreret partnerskab, må
ikke indgå ægteskab, så længe det tidligere ægteskab eller
registrerede partnerskab består.
§ 10. Den, som har været gift eller har
været part i et registreret partnerskab, må ikke indgå nyt
ægteskab, før offentligt skifte eller dødsbobehandling ved
bobestyrer er påbegyndt eller privat skifte er afsluttet. Dette
gælder dog ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab
mellem ægtefællerne eller fritagelse for skifte særligt er
hjemlet. Endvidere kan justitsministeren tillade, at bestemmelsen
i 1. pkt. fraviges, såfremt særlige grunde taler derfor.
§ 11. Ægteskab må ikke indgås, uden at
hver af parterne over for den anden og den myndighed, der skal
prøve ægteskabsbetingelserne, har afgivet erklæring om,
hvorvidt den pågældende har eller venter børn med en anden
mand eller kvinde. Oplysningspligten omfatter også adoptivbørn,
men ikke børn, som er bortadopteret.
§ 12. Før ægteskab indgås, skal det godtgøres, at
ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Justitsministeren fastsætter
regler herom.
§ 13. Prøvelse af ægteskabsbetingelserne foretages af
kommunalbestyrelsens formand. I kommuner med magistratsstyre
eller en styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og
64 a i lov om kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i
kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at prøvelsen skal
foretages af et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand.
Stk. 2. Prøvelsen foretages på det sted, hvor en af parterne
bor. Har ingen af parterne bopæl her i landet, foretages
prøvelsen på det sted, hvor en af parterne opholder sig.
Stk. 3. Ved indgivelse af en anmodning om prøvelse af
ægteskabsbetingelserne betales 500 kr., hvis ingen af parterne
har bopæl her i landet.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling af
udgifter til oversættelse af dokumenter, der er nødvendige i
forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling af
udgifter ved medvirken af tolk i forbindelse med prøvelse af
ægteskabsbetingelserne i tilfælde, hvor ingen af parterne har
bopæl her i landet.
§ 14. Efter parternes ønske kan der ske lysning ved
kundgørelse fra prædikestolen. Regler herom fastsættes af
kirkeministeren.
§ 15. Ægteskab indgås ved kirkelig eller borgerlig vielse.
Stk. 2. Ægtefæller kan få et ægteskab, som er indgået ved
borgerlig vielse, kirkeligt velsignet af en præst i folkekirken.
Regler herom fastsættes af kirkeministeren.
§ 16. Kirkelig vielse kan finde sted:
1) inden for folkekirken, når en af parterne hører til denne,
2) inden for de anerkendte trossamfund, når en af parterne
hører til vedkommende trossamfund,
3) inden for andre trossamfund, når en af parterne hører til
vedkommende trossamfund, og trossamfundet har præster, som af
kirkeministeren er bemyndiget til at foretage vielser.
Stk. 2. Kirkeministeren kan bestemme, at medlemmer af udenlandske
evangelisk-lutherske trossamfund skal være ligestillede med
folkekirkens medlemmer med hensyn til adgangen til kirkelig
vielse.
§ 17. Kirkelig vielse inden for folkekirken foretages af dennes
præster. Kirkeministeren fastsætter regler om, hvilke præster
i folkekirken der kan foretage vielser, og i hvilke tilfælde de
har pligt hertil.
Stk. 2. Kirkelig vielse uden for folkekirken foretages af de
præster, som er særligt bemyndiget dertil.
§ 18. Adgang til at blive borgerlig viet står åben for alle.
Vielsen foretages af de myndigheder, der er nævnt i § 13, stk.
1.
Stk. 2. Den myndighed, der foretager prøvelsen af
ægteskabsbetingelserne, kan bemyndige en eller flere personer
til på sit ansvar at foretage vielse.
§ 19. Vielse må ikke foretages, før en af de myndigheder, der
er nævnt i § 13, stk. 1, har attesteret, at
ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Attesten skal være udstedt
inden for de sidste 4 måneder.
Stk. 2. Er der på grund af en af parternes sygdom alvorlig fare
for, at en udsættelse af vielsen vil medføre, at denne ikke kan
finde sted, kan vielse dog foretages, selv om der ikke eller kun
delvis er sket prøvelse af ægteskabsbetingelserne.
Stk. 3. Vielse må aldrig foretages, såfremt det er
vielsesmyndigheden bekendt, at ægteskabsbetingelserne ikke er
opfyldt.
§ 20. Vielse skal foregå i overværelse af
mindst to vidner.
Stk. 2. Parterne skal ved samtidigt møde på spørgsmål af
vielsesmyndigheden erklære at ville ægte hinanden og derpå af
denne forkyndes at være ægtefolk.
Stk. 3. Regler om fremgangsmåden ved vielse i folkekirken og ved
borgerlig vielse fastsættes af henholdsvis kirkeministeren og
justitsministeren. For de anerkendte trossamfund gælder disses
særlige forskrifter. For andre trossamfund godkendes
fremgangsmåden ved vielse efter § 16, stk. 1, nr. 3, af
kirkeministeren.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling af
udgifter ved medvirken af tolk under vielsen i tilfælde, hvor
ingen af parterne har bopæl her i landet.
§ 21. En vielse er kun gyldig, hvis den er
sket for en myndighed, der efter loven kan foretage vielser, og
under iagttagelse af bestemmelsen i § 20, stk. 2.
Stk. 2. En vielse, der er ugyldig efter stk. 1, kan af
justitsministeren godkendes som gyldig, såfremt særlige grunde
taler herfor.
§ 22. Kirkeministeren kan fastsætte regler om adgang for danske
præster til at foretage vielser i udlandet.
Stk. 2. Udenrigsministeren kan fastsætte regler om adgang for
diplomatiske og konsulære tjenestemænd til at foretage vielser
i udlandet.
Stk. 3. Lovens regler om ægteskabsbetingelser og vielse finder
anvendelse på vielser, der foretages i henhold til stk. 1-2.
Prøvelse af ægteskabsbetingelserne kan foretages af en
diplomatisk eller konsulær tjenestemand, som af
udenrigsministeren er bemyndiget hertil.
Stk. 4. Ved overenskomst med fremmed stat kan det bestemmes, at
ægteskaber, der indgås for vedkommende lands præster eller
diplomatiske eller konsulære tjenestemænd her i landet, er
gyldige i Danmark.
§ 23. Et ægteskab omstødes ved dom, hvis det er indgået i
strid med § 6 eller § 9.
Stk. 2. Er ægteskabet indgået i strid med § 9, kan det dog
ikke omstødes, når det tidligere ægteskab er ophørt, inden
sag er anlagt.
Stk. 3. Sag til omstødelse kan anlægges af justitsministeren
eller den, han bemyndiger dertil, eller af en af ægtefællerne.
Er ægteskabet indgået i strid med § 9, kan tillige
ægtefællen i det tidligere ægteskab anlægge sag.
§ 24. Et ægteskab omstødes endvidere ved dom efter påstand af
den ene ægtefælle:
1) hvis han ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en
tilstand, som udelukker evnen til at handle fornuftsmæssigt,
2) hvis han blev tvunget til at indgå ægteskab,
3) hvis han ved en fejltagelse blev viet til en anden end sin
forlovede eller uden at ville indgå ægteskab, eller
4) hvis han blev forledt til at indgå ægteskab ved, at han af
den anden ægtefælle gennem falske oplysninger eller svigagtig
fortielse af sandheden blev vildledt om, hvem den anden er, eller
om sådanne omstændigheder ved dennes tidligere liv, der med
fuld føje ville have afholdt ham fra at indgå ægteskabet, og
som endnu må tillægges en sådan betydning for forholdet mellem
ægtefællerne, at ægteskabet ikke med rimelighed kan fordres
opretholdt.
Stk. 2. Sag må anlægges inden 6 måneder efter, at den i stk.
1, nr. 1-2, nævnte tilstand eller tvang er ophørt, eller efter,
at ægtefællen er blevet bekendt med de forhold, der er nævnt
under nr. 3-4. Sag må anlægges inden 3 år efter ægteskabets
indgåelse.
§ 25. Omstødelse medfører samme retsvirkninger som skilsmisse.
Stk. 2. Om formuedelingen gælder reglerne i skiftelovens § 69.
§ 26. Omstødes et ægteskab, og var den ene
ægtefælle ved ægteskabets indgåelse i god tro med hensyn til
omstødelsesgrunden, medens den anden kendte eller burde kende
denne, kan der ved dommen tilkendes den førstnævnte ægtefælle
en godtgørelse, der fastsættes under hensyn til begges
økonomiske kår og de øvrige omstændigheder.
§ 27. Dør en af parterne i et ægteskab,
som kunne omstødes efter § 23, inden omstødelse er sket, kan
den efterlevende ægtefælle eller enhver af arvingerne kræve
reglerne i skiftelovens § 69 bragt til anvendelse, og
ægtefællen kan kræve godtgørelse efter § 26.
Stk. 2. Samme ret har den ægtefælle, der kan rejse sag efter §
24, når den anden ægtefælle dør, inden omstødelse er sket,
og inden fristerne i § 24, stk. 2, er udløbet. Hvis sagen er
anlagt, og ægtefællen derefter dør, kan enhver af arvingerne
kræve reglerne i skiftelovens § 69 bragt til anvendelse.
Stk. 3. Krav efter stk. 1-2 må fremsættes inden 6 måneder
efter dødsfaldet.
§ 28. Hvis en ægtefælle, som har indgået ægteskab i strid
med § 9, dør, inden ægteskabet er omstødt, skal den ret mod
tredjemand til erstatning, pension eller andet økonomisk gode,
som ved dødsfaldet tilfalder en efterlevende ægtefælle,
tilkomme ægtefællen i det første ægteskab, medmindre andet
fremgår af omstændighederne.
Separation
§ 29. En ægtefælle, som ikke mener at kunne
fortsætte samlivet, har ret til separation.
§ 30. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis
ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet.
Skilsmisse efter separation
§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse
efter 1 års separation.
Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders
separation, hvis de er enige om skilsmisse.
2 års adskillelse
§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse,
når ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet
adskilt i de sidste 2 år.
Utroskab
§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse,
når den anden ægtefælle har været utro eller har deltaget i
et lignende seksuelt forhold. Skilsmisse kan dog ikke kræves,
hvis ægtefællen har været indforstået med handlingen eller
senere må anses at have frafaldet sin ret.
Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et seksuelt
forhold, der har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.
Stk. 3. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller
retssag anlægges inden 6 måneder efter, at ægtefællen er
blevet vidende om handlingen, og inden 2 år efter, at den er
foretaget.
Vold
§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden
ægtefælle har udøvet forsætlig vold af grovere karakter over
for denne eller børnene.
Stk. 2. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller
retssag anlægges inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet
vidende om handlingen, og inden 3 år efter, at den er begået.
Bigami
§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden
ægtefælle har indgået nyt ægteskab i strid med § 9.
§§ 36-41. (Ophævet).
Fremgangsmåden ved opnåelse af separation eller
skilsmisse
§ 42. Separation og skilsmisse gives ved dom
eller bevilling.
Stk. 2. Bevilling kan kun meddeles, såfremt ægtefællerne er
enige om at ønske separation eller skilsmisse ved bevilling og
enige om de i §§ 46, 49 og 54-56 nævnte vilkår, jfr. dog §
45. Spørgsmål om størrelsen af underholdsbidrag kan
ægtefællerne henskyde til statsamtets afgørelse.
Stk. 3. Findes det betænkeligt at meddele bevilling, skal
bevilling nægtes.
§ 42 a. Bevilling udfærdiges af
justitsministeren eller af statsamtet efter justitsministerens
bemyndigelse.
Stk. 2. Ved indgivelse af ansøgning om skilsmisse ved bevilling
betales 500 kr. til statsamtet.
Stk. 3. Hvis ansøgeren inden for de sidste 3 måneder har
indgivet en ansøgning om skilsmisse, for hvilken der er sket
betaling, skal der dog ikke ske fornyet betaling.
Mægling
§ 43. Efter begge parters ønske kan der ske
mægling ved præsten. Regler herom fastsættes af
kirkeministeren efter forhandling med justitsministeren.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig
rådgivning af ægtefæller, inden der meddeles separation eller
skilsmisse.
Vilkårsforhandling
§ 44. Inden bevilling til separation eller
skilsmisse meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling. Hvis
der ønskes skilsmisse efter § 31 og vilkårene for separationen
gælder også for tiden efter skilsmissen, er vilkårsforhandling
dog ikke nødvendig.
Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af
justitsministeren. Det kan i disse regler bestemmes, at
vilkårsforhandling bortfalder for en ægtefælle, der ikke har
ophold her i landet.
§ 45. De vilkår, der er fastsat ved en
dom til separation, afsagt her i landet, gælder også for tiden
efter en skilsmisse, opnået på grundlag af separationen. Med
hensyn til bidragspligt kan der dog ved separationsdommen
træffes anden bestemmelse.
Forældremyndighed
§ 46. Om forældremyndigheden over børnene
i forbindelse med separation eller skilsmisse gælder reglerne i lov om forældremyndighed og samvær.
§ 47. (Ophævet).
Ændring af aftale eller afgørelse om forældremyndighed
§ 48. (Ophævet).
Underholdsbidrag
§ 49. I
forbindelse med separation eller skilsmisse træffes der
bestemmelse om, hvorvidt der skal påhvile en ægtefælle pligt
til at yde bidrag til den andens underhold.
§ 50. Indgår ægtefællerne ikke selv
aftale herom, afgør retten spørgsmålet om bidragspligt,
herunder spørgsmålet om pligtens varighed, medens statsamtet
fastsætter bidragets størrelse. Medmindre der foreligger
særlige omstændigheder, kan retten kun pålægge en ægtefælle
bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan overstige 10
år.
Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 træffes under hensyn til, i
hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et
efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den
anden part efter sine økonomiske forhold og de øvrige
omstændigheder formår at udrede bidrag. Endvidere tages der
hensyn til ægteskabets varighed. Der kan tillige tages hensyn
til, om den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til
uddannelse eller lignende.
§ 51. Bidragspligt bortfalder, når den
berettigede indgår nyt ægteskab, eller en af ægtefællerne
afgår ved døden.
Ændring af aftale eller afgørelse om underholdsbidrag
§ 52. En af ægtefællerne truffet aftale om
bidragspligten eller om bidragets størrelse kan ændres ved dom,
såfremt det på grund af væsentligt forandrede forhold vil
være urimeligt at opretholde aftalen.
Stk. 2. En af statsamtet truffet afgørelse om bidragets
størrelse kan ændres af statsamtet, såfremt omstændighederne
taler derfor.
Andre vilkår
§ 54. Om retten til
ægtefællepension efter en skilsmisse gælder lovgivningens
særlige regler herom.
§ 55. Om
ægtefællernes ret til at fortsætte lejemålet af fælles
lejlighed gælder lejelovgivningens regler herom.
Stk. 2. Såfremt en lejlighed i en ejendom, der hører til den
enes bodel eller særeje, og som indeholder flere
beboelseslejligheder, hidtil har tjent til familiens bolig, kan
retten i forbindelse med dom til separation eller skilsmisse
pålægge ægtefællen at udleje lejligheden til den anden
ægtefælle og fastsætte vilkår for lejemålet.
§ 56. Har
en ægtefælle haft særeje, kan det, hvis ægtefællernes
formueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i
øvrigt i særlig grad taler derfor, efter påstand af den anden
ægtefælle i forbindelse med dom til separation eller skilsmisse
bestemmes, at den ene ægtefælle skal yde den anden et beløb
for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk
henseende efter separationen eller skilsmissen. Denne regel
anvendes også med hensyn til rettigheder, der er uoverdragelige
eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i
bodelingen.
Midlertidig bestemmelse om forældremyndighed
§ 57. (Ophævet).
Ændring af visse aftaler om vilkår m.v.
§ 58. Har ægtefæller med henblik på
separation eller skilsmisse truffet aftale om fordelingen af
formuen, bidragspligten eller andre vilkår, kan aftalen ved dom
ændres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes
urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens
indgåelse.
§ 59. Loven træder i kraft den 1. januar 1970.
§ 60. Bestemmelsen i § 21, stk. 2, anvendes også på vielser
foretaget før lovens ikrafttræden.
§ 61. Er der før lovens ikrafttræden anlagt sag til opnåelse
af separation, skilsmisse eller ægteskabs omstødelse eller
indgivet ansøgning om bevilling til separation eller skilsmisse,
anvendes den tidligere lovgivnings regler.
Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller begærer det, inden endelig
dom afsiges, eller bevilling meddeles, kan lovens regler dog
anvendes.
Stk. 3. Omstødes et ægteskab, der er indgået før lovens
ikrafttræden, anvendes lovens regler om virkningerne af
ægteskabs omstødelse.
§ 62. Om ægtefællers adgang til at opnå skilsmisse på
grundlag af en separation, meddelt før lovens ikrafttræden,
anvendes den tidligere lovgivnings regler.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan hver af ægtefællerne
dog kræve skilsmisse fra den 1. januar 1971.
Stk. 3. Efter begge ægtefællers begæring kan lovens regler i
øvrigt anvendes helt eller delvis.
§ 63. Bestemmelsen i § 48 anvendes også på aftaler og
afgørelser om forældremyndighed, der er truffet før lovens
ikrafttræden.
§ 64. Bestemmelserne i §§ 52 og 58 anvendes kun på aftaler,
der er indgået efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Ændring af afgørelser om underholdsbidrag, der er
truffet før lovens ikrafttræden, sker efter lovens regler.
§ 65. Fra lovens ikrafttræden ophæves, jfr. dog §§ 61, 62 og
64:
1) forordning af 30. april 1824 om præsters embede angående
ægteskab,
2) lov af 13. april 1851 om ægteskab uden for folkekirken,
3) lov nr. 79 af 19. februar 1892 om ægteskabs indgåelse for
danske konsuler i udlandet,
4) lov nr. 269 af 14. december 1906 om overenskomster vedrørende
ægteskaber indgåede for diplomatiske eller konsulære
embedsmænd,
5) lov nr. 276 af 30. juni 1922 om ægteskabs indgåelse og
opløsning og
6) lov nr. 140 af 25. maj 1956 om adoption § 26.
§ 66. Ved overenskomst med fremmed stat eller af
justitsministeren kan der fastsættes regler om forholdet mellem
dansk og anden stats lovgivning om ægteskabs indgåelse og
opløsning.
§ 67. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger. (Trådt i kraft for Grønland 1/7 1993 med afvigelser)
29-08-99